L 45 Lov om ændring af retsafgiftsloven og stempelafgiftsloven.

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 77 af 08-03-1978
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven knytter sig til den nye konkurslov, som blev gennemført ved lov nr. 298 af 8. juni 1977 til ikrafttræden den 1. april 1978. (Se Folketingsårbog 1976-77, side 243).

Samtidig med den nye konkurslov gennemførtes nogle ændringer i aktie- og anpartsselskabslovens regler om likvidation af insolvente selskaber, således at deres afvikling skal ske gennem den nye konkursbehandling ved skifteretterne.

Ved nærværende lov gennemføres en ny afgiftssats for boer, der efter de nye konkursregler behandles for skifteretten af kuratorer.

I øvrigt indebærer loven i alt væsentligt en mere teknisk præget tilpasning af rets- og stempelafgiftslovene til den nye konkurslovgivning.

Ved 3. behandling blev lovforslaget med nogle af ministeren og af udvalget stillede ændringsforslag vedtaget enstemmigt med 152 stemmer.
Partiernes ordførere
Enrico Møller Andersen (S), Uffe Thorndahl (FP), Niels Bollmann (CD), Hagen Hagensen (KF), Ole Olsen (SF), Jørgen Jensen (DKP) og Svend Hjortlund Christensen (DR)