L 30 Forslag til lov om ophævelse af lov om ændring af forskellige skattelove.

(Lempelse af dobbeltbeskatningen af udloddede selskabsindkomster).

Af: Kaj Hansen (DKP) , Jørgen Jensen (DKP) og Knud Jespersen (DKP)
Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget gik ud på at at ophæve lov nr. 404 af 20. august 1976, lov om ændring af forskellige skattelove. (Lempelse af dobbeltbeskatningen af udloddede selskabsindkomster).

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik bl. a. flg. med hensyn til baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget:

»Den 19. august 1976 vedtog folketinget med 133 stemmer mod 45 reelt at afskaffe selskabsskatten. Loven betød formelt ikke en ophævelse af selskabsskatten, men den bureaukratiske godtgørelsesordning med, skattenedsættelse hos aktionærerne for ca. 25 pct. af den selskabsskat på 37, der er betalt af den udloddede selskabsindkomst, bringer i virkeligheden selskabsskatten ned under momsniveauet. Samtidig ophævedes beskatning af udbytte fra et datterselskab til et moderselskab.

Siden septemberforliget 1975 har arbejdsgiverne bl. a. fået følgende foræret:

1.350 mill. kr. arbejds- og risikofrit.
5 pct. investeringsfradrag ved erhvervsbyggeri.
15 pct. ekstraordinær afskrivning på maskiner og driftsmidler.
Forhøjelse af henlæggelser til investeringsfond fra 20 til 25 pct.
Loven om skattemæssig tilbageførsel af underskud i aktieselskaber.
Skattefri fusion af aktieselskaber.
Tilskud til miljøinvesteringer.

Augustforlig II gav bl.a.:

Det offentlige overtager betalingen for sygedagpenge i den fjerde og femte uge de næste tre år, i alt 1 mia kr.

Investeringsfradraget for driftsmidler forhøjes fra 30 til 40 pct., i alt 770 mill. kr. Grundlaget for fuldstændig afskrivning af driftsmidler forhøjes fra 1.200 til 1.800 kr., i alt 100 mill. kr.

Afskrivningerne for nyopførte erhvervsbygninger foreslås nedsat fra 30 til 26 år, og det giver en skattelettelse på 100-200 mill. kr. Der er intet reelt tilbage af selskabsskatten - kun en indholdsløs lov.

Forslagene sigter på at genindføre selskabsskatten. Samtidig foreslås det, at kommunernes andel forhøjes fra 15 til 50 pct. for at skærpe deres interesse i selskabsligningen og for at fordele skatten mere retfærdigt mellem stat og kommune.«

Samtidig med fremsættelsen af ovennævnte lovforslag foreslog forslagsstillerne at forhøje beskatningsprocenten for aktieselskabsskatten betydeligt, se forslag til lov om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m. v. (se nærmest foranstående sag). De to lovforslag blev ved 1. behandling behandlet sammen. Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Helge Dohrmann (FP), Anders Andersen (V), Niels Bollmann (CD), Hagen Hagensen (KF), Ole Olsen (SF), Svend Hjortlund Christensen (DR), Kaj Hansen (DKP), Bent Honoré (KrF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)