Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter loven, der trådte i kraft den 1. oktober 1978, skal der indtil den 31. december 1980 gives alle medlemmer under 60 år af en arbejdsløshedskasse, der står umiddelbart over for at miste retten til dagpenge på grund af 26 ugers reglen, et tilbud om arbejde i 9 måneder.

Tilbuddet skal kun gives de langtidsledige, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det forudsættes herved, at arbejdsløshedskasserne ved bedømmelsen af, om et medlem fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, har opfyldt sin forpligtelse efter lovens § 65 - således som den er ændret med virkning fra 1. juli 1978 - ved at bistå medlemmet med at søge dets arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet bevaret gennem udnyttelse af foreliggende muligheder for uddannelse, genoptræning og omskoling. De langtidsledige, der herefter ikke skønnes at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skal have oplysning om samfundets øvrige muligheder for at bistå dem økonomisk og på anden vis.

Modtager den langtidsledige ikke tilbuddet, mistes dagpengeretten ikke af denne grund, men den langtidsledige har ikke krav på et nyt tilbud om arbejde. Modtages tilbuddet, men ophører arbejdsforholdet på grund af den langtidslediges forhold, indtræder sædvanlige vægringskonsekvenser.

For at hjælpe med at skaffe tilstrækkeligt med arbejdstilbud giver staten i de 9 måneder en økonomisk støtte til genoptræning.

Støtten, der skal gives som et fast beløb pr. arbejdstime, skal være størst i begyndelsen af perioden for derefter at nedtrappes i takt med den ansattes forventede større arbejdsindsats.

Arbejdsmarkedsnævnet og arbejdsformidlingen skal i første omgang søge at give de langtidsledige, der fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, et tilbud om arbejde i den private sektor. Lykkes det ikke, skal bopælskommunen søge at give et arbejdstilbud i kommunen eller inden for den offentlige sektor i øvrigt. Er kommunen heller ikke i stand til at skaffe et tilbud om arbejde, er det amtskommunen, der i sidste omgang har ansvaret for, at den langtidsledige får et arbejdstilbud.

Om baggrunden m. v. for lovforslaget udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Baggrunden for forslaget er den store ledighed. Efterhånden som ledigheden har varet i nogle år, står vi nu i en situation, hvor et meget stort antal mennesker har været arbejdsløse i lang tid - så lang tid, at de inden længe vil miste retten til dagpenge. Regeringen anser dette for at være et meget alvorligt problem, idet der er tale om mennesker, der med en tidligere fast tilknytning til arbejdsmarkedet nu uden egen skyld er ved at miste denne tilknytning for herefter at være henvist til at modtage økonomisk eller anden social bistand fra samfundet. Der er derfor behov for, at der gives reelle arbejdstilbud til denne gruppe gennem en udvidelse af beskæftigelsen på normale arbejdspladser til overenskomstmæssig løn.

Ved regeringens beskæftigelsesplan og augustforliget i 1977 blev der skabt mulighed for en øget indsats for blandt andre de langtidsledige ...

Herudover tog regeringen senere i efteråret 1977 initiativer til at forbedre de langtidslediges situation; man fik således gennemført en forlængelse af reglen om, at dagpengeretten kan bevares, blot man har haft mindst 26 ugers arbejde inden for de sidste 4 år - mod oprindelig inden for de sidste 3 år. Samtidig blev vedtaget, at ingen kunne falde for denne 26 ugers regel i 1978.

Det var en forudsætning for vedtagelsen i folketinget, at regeringen senere skulle komme med et virkeligt tilbud til de langtidsledige om støtte til igen at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Forslaget, der her fremsættes, sigter mod at opfylde denne forudsætning.

Det foreliggende forslag om en jobtilbudsordning for langtidsledige under 60 år skal ses i sammenhæng med det nyligt fremsatte forslag om en efterlønsordning for medlemmer over 60 år af en arbejdsløshedskasse. I det omfang, der kan fremskaffes tilstrækkeligt antal arbejdstilbud, vil også ledige over 60 år komme i betragtning.

Formålet med forslaget er at give de langtidsledige et reelt arbejdstilbud, således at ingen kan miste retten til dagpenge uden forinden at have fået et tilbud om arbejde. Herved fjerner man utrygheden hos de personer, der uanset at de har et udtalt ønske om at arbejde, ellers måtte se i øjnene snart at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Ligeledes sikrer man, at den lediges arbejdsevne ikke går tabt for samfundet, men genoptrænes og vedligeholdes ved aktiviteter, som samfundet har behov for.

Da arbejdsløsheden i almindelighed hviler med forskellig vægt på kommunerne, vil også fordelingen af de langtidsledige være relativt ujævnt fordelt på kommunerne. Jeg er her klar over, at der bl. a. kan være særlige problemer såvel for København og andre store kommuner som for mindre kommuner, der traditionelt er hårdt ramt af arbejdsløsheden.

Der er således behov for en udligning af kommunernes økonomiske byrder som følge af ordningen, og vi vil straks efter forslagets fremsættelse optage forhandlinger i et hurtigt arbejdende udvalg med de kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg kommuner.«

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med det af arbejdsministeren omtalte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Efterløn) (se A. II. nr. 1).

Som resultat af de af arbejdsministeren i sin fremsættelsestale omtalte forhandlinger med de kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg kommuner stillede arbejdsministeren i den af udvalget afgivne betænkning ændringsforslag, hvorefter 75 pct. af kommunernes udgifter i forbindelse med ordningen udlignes via en udligningsordning. Betænkningen indeholder endvidere en række af arbejdsministeren over for udvalget afgivne oplysninger vedrørende lovens administration m. v., en række udtalelser fra udvalgets flertal og mindretal samt en række af nogle mindretal stillede ændringsforslag.

Efter at de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og de af mindretallene stillede ændringsforslag forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 123 stemmer mod 42 (FP, SF, DR og VS), medens 7 medlemmer hverken stemte for eller imod.