Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Med lovforslaget tilsigtes fra 1. januar 1979 etableret en efterlønsordning for ældre arbejdsløshedskassemedlemmer, der forlader arbejdslivet før det 67. år, hvad enten tilbagetrædelsen sker fra beskæftigelse eller ledighed.

Efter lovforslaget tilkommer retten til efterløn medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,

1. som er i alderen 60-66 år,

2. som inden for de sidste 10 år sammenlagt har været medlem i mindst 5 år,

3. som ved overgang til efterløn opfylder betingelserne for ret til dagpenge, og

4. som har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland.

Medlemmer, der modtager folke-, invalide- eller enkepension kan ikke samtidig modtage efterløn, ligesom medlemmer, der er udtrådt af efterlønsordningen, ikke på ny kan overgå til efterløn. Det er endvidere normalt en betingelse for at bevare retten til efterløn, at medlemmet ikke i efterlønsperioden har haft erhvervsarbejde m. v., herunder ikke-indtægtsgivende arbejde af større omfang end sammenlagt 200 timer inden for de sidste 12 måneder.

Det foreslås, at efterlønnen til medlemmer, der inden for de sidste 10 år sammenlagt har været fuldtidsforsikret i mindst 5 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart før overgangen til efterløn, skal udgøre samme beløb som medlemmets individuelle dagpengesats lige så længe, som medlemmet ville have været berettiget til dagpenge. Derefter kan efterlønnen i de næste 2 år højst udgøre 80 pct. og i resten af efterlønsperioden, indtil medlemmet fylder 67 år, højst 60 pct. af den til enhver tid gældende højeste dagpengesats. Endvidere indeholder lovforslaget regler om beregningen af efterlønnens størrelse til deltidsforsikrede og til fuldtidsforsikrede medlemmer, der ikke opfylder betingelserne for at modtage det maksimale beløb.

Blandt lovforslagets øvrige bestemmelser kan nævnes, at efterlønsordningen foreslås finansieret ved en forhøjelse af det årlige medlemsbidrag fra 2,25 til 3 gange dagpengenes størrelse og ved en forhøjelse af arbejdsgiverbidraget fra 135 kr. årligt pr. forsikret helårsarbejder til 2 gange dagpengenes størrelse.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse hedder det i de ledsagende bemærkninger:

»Som bekendt nedsatte regeringen i begyndelsen af november måned sidste år et udvalg med repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, der bl. a. skulle udarbejde forslag til en efterlønsordning.

Udvalget har den 22. marts 1978 afgivet betænkning med lovforslag til en efterlønsordning, som et flertal af udvalget står bag. Repræsentanterne for Dansk Arbejdsgiverforening og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger har ikke kunnet gå ind for forslaget og har derfor afgivet en mindretalsudtalelse.

Udvalgets flertal foreslår indførelse af en efterlønsordning fra 1. januar 1979, der er det tidspunkt, hvor et betydeligt antal arbejdsløshedskassemedlemmer vil falde for arbejdsløshedslovens 26-ugersregel, jfr. lovens § 55 sammenholdt med § 55 a. I tilslutning til efterlønsforslaget skal der ske en tilbagevenden til reglen om arbejde i 26 uger indenfor de sidste 3 år for så vidt angår personer, der er fyldt 60 år. Efterlønsordningen skal primært ses som en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, der sigter mod en omfordeling af arbejdet, idet ældre lønmodtageres tilbagetrækning fra arbejdsstyrken giver mulighed for beskæftigelse af yngre arbejdsløse. Samtidig vil efterlønsordningen få stor betydning for nedslidte arbejdstagere, der gennem en årrække har været beskæftiget ved særligt fysisk eller psykisk krævende arbejde. Denne gruppe får nu mulighed for at forlade arbejdsstyrken nogle år før pensionsalderen uden at skulle opleve en meget stor indtægtsnedgang som i dag.

Efterlønsordningen skal som anført ske som en udbygning af den eksisterende arbejdløshedsforsikring, og administrationen af ordningen henlægges til arbejdsløshedskasserne.

Regeringen har kunnet tiltræde det af udvalgsflertallet udarbejde lovforslag, og nærværende lovforslag er med redaktionelle ændringer identisk med det af flertallet udarbejdede, dog med tilføjelse af de i forslaget nr. 6 og nr. 10 indeholdte bestemmelser om ændring af medlemsbidrag og bidrag fra arbejdsgivere.«

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Langtidsledige) (se A. I. nr. 3). De fleste af ordførerne syntes positive over for tanken om indførelse af en efterlønsordning, men adskillige ordførere udtrykte kritik af den udformning, lovforslaget havde fået. Ordførerne fra FP og DR kunne dog ikke medvirke til en gennemførelse af lovforslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget. Det kan dog nævnes, at det i den af udvalget afgivne betænkning over det oven for omtalte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Langtidsledige) af et flertal (S, V, KF, CD og RV) bl. a. udtales:

»Flertallet er enig om, at der mellem lovforslaget og det samtidigt behandlede forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Efterløn) (L 220) er en nøje indbyrdes sammenhæng. Af hensyn til såvel kommunernes budgetlægning som den administrative tilrettelæggelse af ordningen indstiller flertallet lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet er ligeledes indstillet på en fortsat behandling af forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Efterløn) (L 220), men ønsker tid til mere grundige overvejelser og finder det derfor rimeligt, at udvalget fortsætter behandlingen af dette lovforslag i resten af folketingsåret med henblik på genfremsættelse og mulighed for hurtig vedtagelse i begyndelsen af næste folketingsår.«