Luk

Luk
Luk

Luk

L 203 Lov om tilskud til strukturforanstaltninger inden for konsumfiskeindustrien.

Af: Fiskeriminister Svend Jakobsen (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 124 af 29-03-1978
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Efter loven kan fiskeriministeren give tilsagn om tilskud til projekter og foranstaltninger, hvis formål er udvikling eller rationalisering af virksomheder, der beskæftiger sig med behandling, forarbejdning eller opbevaring af fisk og fiskevarer bestemt for menneskeføde, samt til afsætningsfremmende foranstaltninger for forarbejdede fiskevarer.

For finansåret 1977-78 fastsættes en tilsagnsramme på 13 mill. kr. Den del af tilsagnsrammen, der ikke udnyttes i et finansår, kan overføres til efterfølgende finansår.

Tilskuddets størrelse fastsættes i hvert enkelt tilfælde af fiskeriministeren inden for 25 pct. af projektets omkostninger. Omkostningerne opgøres med fradrag af merværdiafgift.

Der kan ikke ydes tilskud til projekter, hvor de tilskudsberettigede omkostninger udgør mindre end 50.000 kr.

Om baggrunden for lovforslaget anføres bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Lovforslaget vil i tiden indtil en endelig fastlæggelse af Det europæiske økonomiske Fællesskabs strukturpolitik for fiskerisektoren skabe mulighed for, at der ydes støtte til en påbegyndelse af den for konsumfiskeindustrien nødvendige omstillings- og tilpasningsproces og de dermed forbundne investeringer m. v.

Lovforslaget omfatter ikke tilskud til projekter og foranstaltninger i forbindelse med virksomheder, der producerer fiskemel og fiskeolie m. v.

Støtten efter forslaget vil blive ydet til sådanne formål, som ikke er i strid med Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler. Ved administrationen af støtten vil der i videst muligt omfang blive taget hensyn til mulighederne for, at de forelagte foranstaltninger også kan opnå støtte fra Den europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).

Ved bedømmelsen af ansøgninger om tilskud vil der blive lagt vægt på såvel projektets eller foranstaltningens betydning for beskæftigelsen og videreforædlingen som på projektets eller foranstaltningens økonomiske bæredygtighed.«

Det fremgår af den af landbrugs- og fiskeriudvalget afgivne betænkning, at fiskeriministeren overfor udvalget har oplyst, at der ved administrationen af loven vil blive lagt vægt på at yde tilskud til foranstaltninger, der indebærer videreforædling af fisk og fiskevarer samt forarbejdning af fiskearter, der hidtil ikke har været udnyttet i så høj grad af den danske konsumfiskeindustri.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 127 stemmer mod 40 (FP, VS, DR og DKP).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Finnur Erlendsson (FP), Niels Anker Kofoed (V), Jes Schmidt (CD), Henning Grove (KF), Ole Olsen (SF), Villy Fuglsang (DKP) og Bernhard Baunsgaard (RV)