L 196 Forslag til lov om ændring af lov om værn for dyr.

Af: Jens Møller (KrF) og Kaj V. Andersen (V)
Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget indeholder et forbud mod bortlodning af dyr, forbud mod import og videresalg af dyr, der ikke kan omstille sig til danske forhold, forbud mod eksport af dyr til forsøg uden tilladelse samt en bestemmelse om, at aflivning af hunde, katte og andre kæledyr kun må foretages af en dyrlæge.

Ved 1. behandlingen oplyste justitsministeren, at han havde anmodet det veterinære sundhedsråd om en udtalelse over lovforslaget samt vedrørende eksporten af forsøgsdyr havde anmodet Danmarks Statistik om en oversigt over, til hvilke lande der i 1977 skete eksport af forsøgsdyr. Endelig udtalte justitsministeren, at en mere omfattende revision af dyreværnsloven burde afvente betænkningen fra en arbejdsgruppe nedsat af justitsministeriet til at se på anvendelse af intensive produktionssystemer i det praktiske landbrug.

Retsudvalget, hvortil forslaget blev henvist, afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Erling Askjær Jørgensen (FP), Gustav Holmberg (V), Mimi Jakobsen (CD), Henning Grove (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Villy Fuglsang (DKP), Alfred Hansen (DR), Jens Møller (KrF), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Jens Jørgen Bolvig (RV)