Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved loven indpasses de særforsorgsfunktioner, som efter udlægningen af særforsorgen til amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner, jvf. lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg under A. I. nr. 121, forudsættes videreført i den sociale lovgivning.

Videreførelsen af de sociale foranstaltninger inden for særforsorgen sker som hovedregel ved, at de persongrupper, som har modtaget hjælpeforanstaltninger fra særforsorgen, med ophævelsen af reglerne om disse særlige foranstaltninger umiddelbart omfattes af de allerede eksisterende almene tilbud i bistandslovens afsnit om de enkelte former for bistand.

Der gennemførtes derfor som udgangspunkt kun ændringer i bistandsloven i det omfang, der er behov for specialbistand til personer med vidtgående fysiske eller psysiske handicap, eller hvor ansvaret for den fornødne bistand placeres hos en anden myndighed end den, der har ansvaret for de almene tilbud.

Loven anvender således betegnelsen person med vidtgående fysisk eller psykisk handicap, hvilket udtryk omfatter de personer, som tidligere har været omfattet af lovgivningens bestemmelser om særforsorg, dvs. åndssvage, epileptikere, vanføre, talelidende, blinde og svagsynede samt døve og tunghøre. Hertil kommer personer med psykiatriske lidelser, som i henhold til tidligere lovgivning også henhørte under særforsorgsbegrebet.

Det er endvidere udgangspunktet, at der ikke sker ændringer vedrørende ydelsernes indhold. Det skal dog nævnes, at med loven ophæves adgangen til at tvangsanbringe voksne åndssvage efter den sociale lovgivning. Endvidere indførtes regler om forældrebetaling for børns ophold i specialdaginstitution.

Herudover gennemførtes forskellige redaktionelle ændringer som følge af særforsorgens ophævelse som begreb. På baggrund af erfaringerne efter bistandslovens ikrafttræden gennemførtes yderligere enkelte ændringer, som har sammenhæng med særforsorgens udlægning.

I § 1 er ved en ændring af bistandslovens § 29 præciseret, at amtskommunen er forpligtet til at videreføre den specialrådgivning, som hidtil har stået til rådighed for kommunerne fra særforsorgen eller er ydet direkte til klienterne og deres familier fra særforsorgens institutioner. Dog forudsættes særlige konsulenter for åndssvage og andre særlig svagtbegavede og de eksisterende konsulentordninger for blinde, døve, tunghøre og vanføre placeret i statslig regie.

I bistandslovens afsnit VII om institutioner ophæves kapitel 18 om institutioner under staten. Disse bestemmelser erstattes af bestemmelser, hvorefter amtsrådet i overensstemmelse med bistandslovens almindelige princip for ansvarsplaceringen hos kommune eller amtskommune afhængig af, hvor udbredt behovet for den enkelte institutionstype er, pålægges ansvaret for at sørge for det fornødne antal pladser på specialdaginstitutioner for børn og unge samt specialdøgninstitutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Reglerne om oprettelse og drift, om tilsyn og om visitation svarer til, hvad der gælder for andre amtskommunale institutionstyper.

Særforsorgens beskyttede værksteder vil derimod umiddelbart være omfattet af bistandslovens §§ 91-95 om revalideringsinstitutioner og beskyttede virksomheder m. v., men det præciseres, at også særforsorgens dagcentre og daghjem omfattes af disse bestemmelser.

Ved lovens § 2 gennemførtes visse tilføjelser til lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender. Disse ændringer vedrører forbrugerorganer.

Vedrørende forbrugerorganer på det centrale plan fastsattes, at De samvirkende Invalideorganisationer selvstændigt får ret til at udpege to repræsentanter til socialstyrelsens styrelsesråd, hvoraf den ene forudsættes udpeget som repræsentant for Evnesvages Vel. Endvidere fik socialministeren adgang til at nedsætte et handicapråd, der skal være rådgivende over for socialministeriet og i givet fald over for andre centrale myndigheder. Vedrørende det regionale plan indføjedes bestemmelser om, at socialministeren efter forhandling med de kommunale organisationer og De samvirkende Invalideorganisationer fastsætter regler om oprettelse af rådgivende forbrugerorganer i kommunerne og amtet.

Ved lovens §§ 3-5 blev foretaget redaktionelle ændringer i lovene om folke-, invalide- og enkepension.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen. (Overtagelse af særforsorgsundervisningen). A. I. nr. 141, forslag til lov om ændring af lov om fritidsundervisning m. v. (Kompenserende specialundervisning), A. I. nr. 143, forslag til lov om specialundervisning for voksne, A. I. nr. 142, og forslag til lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, A. I. nr. 125.

Lovforslaget var udarbejdet på baggrund af udlægningsudvalgets (nedsat af socialministeren den 21. oktober 1975) betænkning (nr. 781/76).

Som nævnt i socialudvalgets betænkning blev der under lovforslagenes behandling i udvalget givet udtryk for en vis ængstelse for en sænkning af niveauet som følge af udlægningen, når det drejer sig om bistanden til nogle af de talmæssigt mindre handicapgrupper. Betænkelighederne kom til udtryk i en række af de spørgsmål, som udvalget stillede socialministeren - betænkeligheder, som navnlig havde tilknytning til spørgsmål om styring af specialforanstaltningerne og ekspertisen inden for særforsorgen samt sikringen af, at den sagkyndige bistand fortsat er til rådighed og benyttes.

I betænkningen er nærmere redegjort for de spørgsmål, der i denne forbindelse blev drøftet med socialministeren. Det drejer sig om planlægningen, om samarbejdet mellem den almene sektor og specialbistanden, om klient/forældreindflydelse på visitation og andre beslutninger, om brugerindflydelse i øvrigt, om betalingsregler for børns ophold i specialinstitutioner, om aflastningsbistand, om behovet for særlig formålsbestemmelse, om bistand til respiratoriske plejepatienter, om adgangen til at iværksætte tvangsmæssige foranstaltninger over for klienter på institution, om tolkebistand til døve og svært tunghøre, om kriminelle åndssvage m. fl. Bl. a. på baggrund af de her nævnte udtalelser fra socialministerens side indstillede et flertal af udvalgets medlemmer (socialdemokratiets, venstres, det konservative folkepartis, det radikale venstres og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) forslaget til vedtagelse. Fra centrum-demokraternes og Danmarks kommunistiske partis medlemmer af udvalget blev stillet ændringsforslag, hvorefter alene åndssvageforsorgen skulle udlægges. Fra disse medlemmer samt fra socialistisk folkepartis medlem af udvalget stilledes endvidere en række ændringsforslag til såvel denne lov som til loven om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 104 stemmer mod 39 (FP, DR, DKP og VS). 15 medlemmer undlod at stemme.