L 187 Lov om specialundervisning for voksne.

Af: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 301 af 08-06-1978
Efter 1. behandlig henvist til undervisningsudvalget.

Ved loven pålægges det amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner at sørge for, at voksne med fysiske eller psykiske handicap tilbydes undervisning, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af disse handicap (kompenserende specialundervisning), og at undervisningen derefter oprettes. I tilknytning hertil kan der etableres hensyntagende specialundervisning. Forpligtelsen til at sørge for denne undervisning vil kunne opfyldes ved at træffe aftale med staten, kommuner, private eller andre amtskommuner herom.

Ifølge loven overtager amtskommunerne og de to nævnte kommuner endvidere de forpligtelser med hensyn til finansiering m. v. af kompenserende specialundervisning for voksne, som hidtil har påhvilet kommuner og staten i henhold til lov om fritidsundervisning m. v.

Herudover indeholder loven bestemmelser om undervisningens indretning, ledelse samt lærerpersonalet.

Loven træder i kraft den 1. januar 1980.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og forslag til lov om ændring af lov om fritidsundervisning m. v. (se nærmest foranstående og nærmest følgende sag).

For så vidt angår den almindelige baggrund for lovforslaget henvises til omtalen herom ovenfor under lov om ændring af lov om folkeskolen (se nærmest foranstående sag).

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 99 stemmer mod 37 (FP, CD og VS) medens 24 (KF, SF og KrF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Svend Taanquist (S), Bent Wissing (FP), Ole Pilgaard Andersen (FP), Bertel Haarder (V), Henrik Toft (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Gerda Møller (KF), Karen Thurøe Hansen (KF), Ingolf Knudsen (CD), Ebba Strange (SF), Freddy Madsen (DKP), Alfred Hansen (DR), Tove Jørgensen (DKP), Svend Haugaard (RV), Grethe Philip (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF), Inge Krogh (KrF), Steen Folke (VS) og Carl Thio Tyroll (VS)