Efter 1. behandlig henvist til undervisningsudvalget.
Ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1980 vil undervisningen af svært handicappede børn blive omfattet af reglerne i folkeskoleloven.
Loven indebærer, at ansvaret for denne specialundervisning pålægges amtskommunerne, der efter skole- og udbygningsplaner, som skal godkendes af undervisnigsministeren, skal sørge for undervisningen af disse elever.
De tidligere særforsorgselever vil blive omfattet af den almindelige 9-årige undervisningspligt, men det pålægges ved loven kommuner og amtskommuner at tilbyde specialpædagogisk bistand til børn, som endnu ikke har påbegyndt skolegangen, og som har brug herfor. Endvidere åbnes mulighed for, at der kan tilbydes svært handicappede elever undervisning i 11 år, ligesom der fastsættes en udvidet adgang til at fravige folkeskoleloven ved udfærdigelse af bestemmelser om specialundervisning.
Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om specialundervisning for voksne og forslag til lov om ændring af lov om fritidsundervisning m. v. (Kompenserende specialundervisning) (se nærmest følgende sager). Disse lovforslag er et led i den samlede lovgivning om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg til amtskommuner og kommuner, se herom forslag til lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m. v. (A. I. nr. 125) og forslag til lov om ændring af lov om social bistand med flere love. (Særforsorgens udlægning m. v.) (A. I. nr. 126). Baggrunden for denne udlægning er en folketingsbeslutning af maj 1969 om en reform af de grundlæggende skoleuddannelser (jfr. Folketingsårbogen 1968-69), side 628-32), hvori udtryktes ønske om at undervisningen af handicappede elever søges udbygget på en sådan måde, at børnene kan undervises i et almindeligt skolemiljø. I overensstemmelse hermed har man inden for folkeskolen videreført den udvikling med hensyn til undervisning af handicappede, som allerede på daværende tidspunkt var igang, således at folkeskolen i de senere år i stadig stigende omfang har påtaget sig undervisningen af handicappede børn og unge. En væsentlig tilskyndelse til at fortsætte denne udvikling har været forældrenes ønske om at beholde børnene i hjemmet og få dem undervist i et almindeligt skolemiljø. På denne baggrund har det af socialministeren nedsatte udvalg om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg i sin betænkning (nr. 781/1976) anbefalet at ophæve de særlige regler om undervisning i lov om social bistand, lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede, lov om foranstaltninger vedrørende blinde og stærkt svagsynede, og lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre. Udvalget har endvidere anbefalet, at de handicappede elever henføres til folkeskoleområdet.
Efter den gældende folkeskolelov påhviler der imidlertid ikke amtskommunen noget ansvar med hensyn til specialundervisning. Når forpligtelsen nu lægges på amtskommunen, skyldes det, at en udlægning af særforsorgen indebærer, at der til folkeskoleområdet overføres et antal elever med meget svære funktionshæmninger og med et deraf følgende behov for vidtgående specialpædagogiske foranstaltninger. På den anden side er det hensigten med udlægningen at integrere eleverne i den almindelige folkeskole i videst muligt omfang. Den hidtidige særforsorgsundervisning er imidlertid etableret på specialskoler, og integrationen af de svært handicappede elever må derfor forudses at måtte gennemføres ved en fortløbende proces, der vil strække sig over en årrække. Amtskommunerne må derfor på grundlag af vejledende retningslinjer udarbejdet af undervisningsministeren og efter forhandling med amtsrådskredsens kommuner i henhold til § 35 i skolestyrelsesloven udarbejde planer, som bl. a. angiver, hvorledes og i hvilket omfang den vidtgående specialundervisnig på grundlag af overenskomst mellem amtsråd og vedkommende kommuner kan indrettes som et led i den almindelige folkeskoles virksomhed og hvorledes den hidtidige særforsorgsundervisnings forskellige grene kan samordnes. Planerne skal godkendes af undervisningsministeren.
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 87 stemmer mod 61 (FP, KF, CD, DKP, DR og VS) medens 11 (SF og KrF) hverken stemte for eller imod.