Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.
Hovedpunkterne i loven kan gengives således:
a) Der fastsættes rammer for de anerkendte arbejdsløshedskassers deltagelse i anvisningen af arbejde til ledige medlemmer. De arbejdsløshedskasser, der administrativt er rustet til at varetage denne opgave, vil kunne få en tilladelse til at anvise arbejde til ledige medlemmer. Tilladelsen gives af arbejdsdirektøren efter forhandling med landsarbejdsnævnet.
b) Der indføres en ny form for formidling, nemlig en »henvisning til samtale«. Denne adskiller sig fra den egentlige anvisning ved, at der ikke bliver tale om vægringskonsekvenser. Det er tanken, at ordningen skal anvendes efter nærmere aftale med arbejdsgiveren, og den er begrænset til tilfælde, hvor arbejdstilbuddet drejer sig om arbejde af mere kvalificeret art eller det tager sigte på varige ansættelser.
c) Der indføres en ordning, hvorefter den, der bliver uforskyldt ledig efter længerevarende arbejdsforhold, inden for den første måned selv får mulighed for med bistand fra arbejdsformidlingen - uden vægringstrussel - at undersøge mulighederne for en ny og tilsvarende beskæftigelse. Det er en forudsætning, at arbejdsformidlingen ikke inden for det pågældende tidsrum kan anvise en sådan beskæftigelse.
d) De anerkendte arbejdsløshedskasser inddrages i højere grad end hidtil i arbejdet med at yde bistand til langvarigt ledige medlemmer med henblik på at opretholde deres erhvervsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet. Der tænkes på tilbud om uddannelse, genoptræning etc.
e) Endvidere indeholder loven en række øvrige ændringer, Der er bl. a tale om indførelse af repræsentation for kommunerne i arbejdsmarkedsnævnene, om tydeliggørelse af enkelte af bestemmelserne i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v., og ændringer af tekniskadministrativ karakter, for så vidt angår statens tilsyn med de anerkendte arbejdsløshedskasser, og om en skærpelse af de anerkendte arbejdsløshedskassers ansvar i tilfælde, hvor der med urette er udbetalt dagpenge.
Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale:
»Med dette lovforslag tilsigtes i første række at gennemføre nogle forbedringer i tilrettelæggelsen af samfundets bistand til dem, der er ramt af ledigheden.
Den store ledighed i de senere år har naturligvis ført til mange overvejelser og forslag om, hvorledes man kan skaffe flest muligt i arbejde, og hvorledes man i øvrigt kan yde en effektiv bistand til de ledige. Arbejdsformidlingen har i denne sammenhæng været genstand for kritik fra forskellig side.
Disse overvejelser førte til nedsættelsen i 1975 af et udvalg til undersøgelse af arbejdsformidlingssystemets forretningsgange - Kaj Nielsen-udvalget - og til nedsættelsen i 1976 af et udvalg, der fik til opgave at redegøre for hvorledes der bedst muligt kan skabes basis for de anerkendte arbejdsløshedskassers deltagelse i anvisningen af arbejde til ledige medlemmer.
En væsentlig del af lovforslaget bygger på disse udvalgs arbejde, hvori arbejdsmarkedets parter har deltaget.«
Den af udvalget afgivne betænkning indeholder dels en række udtalelser af udvalget og nogle mindretal, dels en række ændringsforslag af arbejdsministeren og nogle mindretal.
Efter at det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og de af en række mindretal stillede ændringsforslag forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 112 stemmer mod 30 (FP, DKP og VS).