Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.
Med loven, der trådte i kraft den 1. juli 1978, lovfæstes ligestillingsrådet, der i henhold til lovens § 1 har til opgave at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder i samfundet, herunder på arbejdsmarkedet, i undervisning og uddannelse samt i familielivet.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at det med henblik på at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder er pålagt rådet at
1. følge udviklingen i samfundet, herunder lovgivningen, samt følge udviklingen på arbejdsmarkedet, undersøge forhold, som modvirker ligestillingen, og foreslå foranstaltninger til ændring af sådanne forhold,
2. virke som rådgivende og koordinerende organ for statslige myndigheder og kommuner i spørgsmål om ligestilling mellem mænd og kvinder og
3. fremsætte forslag til forskning vedrørende ligestillingen mellem mænd og kvinder samt fremme oplysningsvirksomheden om ligestillingsspørgsmål bl. a. gennem udsendelse af publikationer m. v.
Om baggrunden m. v. for lovforslaget udtalte statsministeren i sin fremsættelsestale:
»Ligestillingsrådet blev nedsat administrativt i november 1975 i overensstemmelse med en indstilling fra kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet og har til opgave at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder i samfundet, herunder på arbejdsmarkedet, i undervisning og uddannelse samt i familielivet. På baggrund af det samtidig hermed af arbejdsministeren fremsatte forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m. v., hvorved der tillægges rådet visse administrative funktioner, finder jeg det hensigtsmæssigt, at rådet nu lovfæstes.
Det er tanken, at rådet fortsat skal bestå af 8 medlemmer, hvoraf 4 er udpeget af henholdsvis Landsorganisationen i Danmark, Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer, Dansk Arbejdsgiverforening og De grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning og 3 medlemmer af Danske Kvinders Nationalråd. Formanden udpeges af regeringen. Baggrunden for Nationalrådets repræsentation i rådet med i alt 3 af 8 medlemmer er, at Danske Kvinders Nationalråd er en sammenslutning af 42 kvindeforeninger, der tilsammen dækker meget vide synspunkter og interesser, og at Nationalrådet i mange henseender fungerer som officielt talerør for disse foreninger. Ved udpegningen af de 3 repræsentanter vil Nationalrådet ligesom hidtil tilstræbe en alsidig repræsentation af de synspunkter, der varetages af rådets mange medlemsorganisationer.
I lovforslaget om ligestillingsrådet er anført, at der skal fastsættes en forretningsorden for rådet. Den vil blive udformet således, at rådets hidtidige funktioner kan opretholdes, og således, at rådets arbejdsmarkedsudvalg, der består af den af regeringen udpegede formand og de 2 repræsentanter udpeget af henholdsvis Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, får bemyndigelse til at behandle dispensationssager i henhold til § 11 i arbejdsministerens lovforslag om ligebehandling samt andre arbejdsmarkedsspørgsmål, der falder ind under rådets arbejdsopgaver, f. eks. kvinders arbejdsløshed.«
Lovforslaget kom til 1. og senere 2. behandling sammen med det ovenfor omtalte af arbejdsministeren fremsatte forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m. v. (se A. I. nr. 6) og det ligeledes af arbejdsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser vedrørende ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m. v. (se A. I. nr. 7).
I den af udvalget afgivne betænkning blev lovforslaget indstillet til vedtagelse uændret af et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis, centrum-demokraternes, socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget), der lagde vægt på, at det fortsatte arbejde i ligestillingsrådet blev fremmet mest muligt med hensyn til ligebehandling både inden for og uden for arbejdsmarkedet, f. eks. i skatte- og familiepolitisk henseende. Med hensyn til de af en række mindretal afgivne indstillinger henvises til betænkningen.
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 86 stemmer mod 26 (FP og KrF), medens 30 (V, DR og VS) hverken stemte for eller imod.