Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.
Loven tilsigter at ophjælpe og beskytte fiskebestanden samt at beskytte erhvervsfiskernes interesser ved bl. a. at foretage en regulering af bierhvervsfiskeriet.
Efter loven forbeholdes erhvervsfiskeriet for personer, som har mere end 3/5 af deres indtægt ved erhvervsfiskeri. For selskaber skal mindst 2/3 af bestyrelsen opfylde denne betingelse. Der bortses herved fra indtægter hidrørende fra aldersbestemte pensioner.
Der er endvidere givet erhvervsfiskerne en udvidet adgang til erhvervelse og bevarelse af bundgarnspladser.
Til beskyttelse af danske erhvervsfiskeres fangstmuligheder bestemmes det, at brugt udenlandsk skib, der registreres som dansk, ikke må fiske på kvoter, som er forbeholdt danske skibe i henhold til regler, fastsat af EF eller fiskeriministeren. Denne bestemmelse kan af fiskeriministeren efter aftale med fiskeriets hovedorganisationer fraviges.
Det tidligere generelle forbud mod udenlandske fiskeres landing af deres fangster her i landet ophæves, dog således at landinger, som foretages i henhold til kontrakt med en her i landet bosat køber, skal godkendes af fiskeriministeriet for så vidt angår priser og øvrige vilkår.
Det fastslås i loven, at det er tilladt enhver at drive lystfiskeri med håndredskaber, og det generelle forbud mod udlændinges ret til lystfiskeri er herved samtidig ophævet.
Der er i loven fastsat en overgangsordning for bierhvervsfiskere og landbrugere med tilknyttet fiskeri.
Bierhvervsfiskere vil således i en periode kunne fortsætte fiskeriet med samme antal redskaber som hidtil, såfremt de til den lokale fiskerikontrolstation inden 3 måneder efter lovens ikrafttræden indsender:
1. Attest fra skattevæsenet om bruttoindtægten ved fiskeri i 1977 (evt. 1976).
2. Momsregistreringsbevis, såfremt de er momsregistrerede.
3. Opgørelse af beholdning af fiskeredskaber.
Momsregistrerede bierhvervsfiskere, hvis indtægt ved fiskeri i 1977 (evt. 1976) var over 5.000 kr., kan fortsætte til 31. december 1983 - andre bierhvervsfiskere til 31. december 1980.
Landbrugere, som i mindst 3 år har drevet fiskeri i forbindelse med landbrug, kan uden tidsbegrænsning fortsætte dette fiskeri med samme antal redskaber som hidtil, såfremt de inden 3 måneder efter lovens ikrafttræden til den lokale fiskerikontrolstation indsender:
1. Attest fra skattevæsenet om at bruttoindtægten ved fiskeri i 1975, 1976 og 1977 i gennemsnit har været mindst 5.000 kr.
2. Opgørelse af beholdning af fiskeredskaber.
Bestående fortrinsrettigheder bevares, indtil de efter deres indhold udløber.
Loven indeholder endvidere bestemmelse om anvendelse af nedgarn samt udvidelse af fredningsbælterne.
Loven fik sin endelige udformning efter vedtagelsen af 4 af fiskeriministeren i betænkningen stillede ændringsforslag. Et af Bjørn Poulsen (SF) stillet ændringsforslag om, at indtægtskravet m. v. skulle gælde hele bestyrelsen i selskaber, blev ikke vedtaget.
Med hensyn til administrationen af loven anføres følgende i den af udvalget afgivne betænkning:
»I et samråd med udvalget har fiskeriministeren oplyst, at han vil udstede bekendtgørelse i medfør af lovforslagets § 1, nr. 5 (lovens § 1, stk. 8), vedrørende antallet af de redskaber, som må anvendes af personer, som ikke driver fiskeri (erhvervsfiskeri) efter saltvandsfiskerilovens § 1, stk. 4.
Bekendtgørelsen vil komme til at indeholde bestemmelser om, at de ovennævnte personer uanset betingelserne i lovens § 1, stk. 4, jfr. stk. 9, vil få ret til at anvende a. 300 kroge, b. 3 ruser og c. 3 nedgarn.
Der vil endvidere blive fastsat nærmere detaljerede regler om disse redskabers størrelse.
Ministeren vil løbende indsamle erfaringer og vurdere behovet for ændringer i bekendtgørelsens indhold.
Ministeren har givet tilsagn om senest i folketingsåret 1980-81 at give udvalget en redegørelse for de til den tid indhøstede erfaringer.
Fiskeriministeren har endvidere oplyst, at han i medfør af lovforslagets § 1, nr. 5 (lovens § 1, stk. 8), i samme bekendtgørelse vil fastsætte regler om mærkning af de ovenfor omhandlede redskaber. De nærmere detailregler for mærkningen af redskaberne har ministeren givet tilsagn om at ville redegøre for over for udvalget forud for udstedelsen af bekendtgørelsen.«
Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om fisketegn (se A. II. nr. 3).
Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 122 stemmer mod 25 (FP og DR).