L 139 Lov om ændring af lov om sygehusvæsenet.

Af: Indenrigsminister Egon Jensen (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 118 af 29-03-1978
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Loven vedrører dels sygehuslovens bestemmelser om inddragelse af egne indtægter og udbetaling af beløb til personlige fornødenheder for patienter indlagt på psykiatriske institutioner, dels tilvejebringelse af hjemmel til indførelse af fri visitation til Ortopædisk Hospital i Århus.

Efter den først omtalte del af loven, der trådte i kraft den 1. april 1978, foretages følgende ændringer i forhold til de hidtil gældende regler om indtægtsinddragelse m. v.:

1. Indtægsinddragelsesreglerne suppleres med en dispensationsadgang.

2. Indtægtsinddragelsesreglernes anvendelsesområde begrænses til personer på 67 år eller derover.

3. Det hidtil gældende behovskriterium for udbetaling af lommepenge suppleres med en regel om obligatorisk udbetaling af lommepenge til pensionister, der fremtidig må afgive deres pension som følge af indlæggelse på en psykiatrisk institution.

4. Varighedskriteriet for indtægtsinddragelse nedsættes fra 9 til 6 måneders indlæggelse.

Efter den anden del af loven, der trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende med virkning fra 1. januar 1978, kan indenrigsministeren fastsætte regler om, at betaling kan afkræves for patienter, der modtages til behandling på Ortopædisk Hospital i Århus, uden at der foreligger samtykke fra vedkommende amtskommune til patienternes behandling.

Om baggrunden for den første del af lovforslaget udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»I forbindelse med statshospitalernes overførelse til amtskommunerne den 1. april 1976 blev der i sygehusloven optaget bestemmelser om inddragelse af egne indtægter og udbetaling af beløb til personlige fornødenheder for psykiatriske patienter. Der var i princippet tale om en videreførelse af det før 1. april 1976 gældende regelsæt. I forbindelse med regelsættets optagelse i sygehusloven blev der dog gennemført visse ændringer i indtægtsinddragelsesreglerne. Det blev således bestemt, at indtægtsinddragelse først skulle ske efter en liggetid på 9 måneder mod hidtil 6 måneder. Endvidere blev bestemmelsen om, at kun personer over 60 år skulle afgive egne indtægter, ophævet, og endelig blev de hidtidige - lave - maksimumsgrænser for det beløb, der kunne inddrages, ophævet.

Nogen tid efter at de nye regler var trådt i kraft, blev der fra flere sider, bl. a. i dagspressen og ved henvendelser til indenrigsministeriet, fremsat kritik af de nye regler. På baggrund heraf gennemførte indenrigsministeriet i efteråret og vinteren 1976 et rundspørge til sygehuskommunerne om erfaringerne med de nye regler, og dette rundspørge viste, at de ændringer, der var gennemført pr. 1. april 1976, ikke - som tilsigtet - havde lempet forholdene for de psykiatriske patienter på dette område, snarere tværtimod.

Indenrigsministeriet besluttede herefter at anmode det under indenrigsministeriet nedsatte psykiatriudvalg om at foretage en vurdering af det gældende regelsæt på dette område. I udvalget var repræsenteret såvel sygehuskommunerne og kommunerne som psykiatrisk sagkundskab. Udvalget afgav i september 1977 en indgående redegørelse om disse spørgsmål og stillede i forbindelse hermed en række forslag til ændringer i det gældende regelsæt. Forslagene vil generelt set medføre væsentlige lempelser for de psykiatriske patienter i forhold til det gældende regelsæt.

Lovforslaget tilsigter at gennemføre de vigtigste af psykiatriudvalgets forslag,...

Sigtet med dette forslag såvel som med de øvrige forslag er i videst muligt omfang at gennemføre ligestilling af psykiatriske og somatiske patienter på dette område.«

Med hensyn til de af indenrigsministeren omtalte ændringer i sygehusloven i forbindelse med statshospitalernes overførelse til amtskommunerne kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1974-75, side 251 ff.

Om baggrunden for den anden del af lovforslaget hedder det bl. a. i de ledsagende bemærkninger:

»Ved lov nr. 276 af 8. juni 1977 overførtes de af Samfundet og Hjemmet for Vanføre drevne ortopædiske hospitaler og afdelinger til amtskommunerne m. fl. ...

Efter lovens § 2 overføres Ortopædisk Hospital i Århus pr. 1. januar 1978 til Århus amtskommune. Efter lovens § 5 omfattes Ortopædisk Hospital i Århus efter overførelsen af de almindelige regler i sygehusloven.

Under forhandlingerne om lovforslaget om overførelsen af de ortopædiske hospitaler og afdelinger har Århus amtsråd påpeget, at en gennemførelse af det i sygehuslovens § 5, stk. 5, indeholdte cirkulærebetalingsprincip, hvorefter behandling af en patient på en fremmed amtskommunes sygehuse forudsætter bopælsamtskommunens samtykke, vil kunne medføre en væsentlig nedgang i antallet af udenamts patienter på de ortopædiske afdelinger, navnlig afdelinger, der har landsdelsfunktioner. Amtsrådet har derfor foreslået, at der i det mindste i en overgangsperiode skabes hjemmel for, at sygehuse og praktiserende læger fortsat kan sende patienter direkte til sådanne landsdelsafdelinger, uden at der skal indhentes samtykke fra bopælsamtskommunen. ...

På daværende tidspunkt påregnede indenrigsministeriet, at en varig betalings- og visitationsordning for lands- og landsdelssygehuse samt statslige sygehuse kunne gennemføres til ikrafttræden 1. januar 1978.

Da der imidlertid herskede en vis usikkerhed herom, tilkendegav indenrigsministeriet over for Århus amtsråd, at indenrigsministeriet, såfremt det ikke viste sig muligt at gennemføre en betalings- og visitationsordning fra 1. januar 1978, ville søge at etablere en visitationsordning for de ortopædiske landsdelsafdelinger, der i en overgangsperiode sikrer belægningen, ved en ændring af sygehusloven.

Nævnte tilsagn fra indenrigsministeriet blev accepteret af Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner og optaget i bemærkningerne til § 5 i forslaget til lov om overførelse af de af Samfundet og Hjemmet for Vanføre drevne ortopædiske hospitaler og afdelinger til amtskommunerne m. fl.

Det må nu konstateres, at det ikke er muligt at afslutte overvejelserne om en varig betalings- og visitationsordning for lands- og landsdelssygehuse samt statslige sygehuse så betids, at nye regler kan træde i kraft 1. januar 1978. Dette lovforslag er derfor en følge af ovennævnte tilsagn fra indenrigsministeriet til Århus amtsråd. Lovforslaget skaber samtidig ligestilling mellem Ortopædisk Hospital i Århus og Ortopædisk Hospital i København.«

Med hensyn til den i bemærkningerne omtalte lov om overførelse af de af Samfundet og Hjemmet for Vanføre drevne ortopædiske hospitaler og afdelinger til amtskommunerne m. fl. kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1976-77, side 241 ff.

I den af udvalget afgivne betænkning hedder det bl. a.:

»Indenrigsministeren har i et samråd med udvalget oplyst, at det er hensigten, at den foreslåede bestemmelse vedrørende Ortopædisk Hospital i Århus kun skal gælde, indtil sundhedsstyrelsens udvalg vedrørende lands- og landsdelsfunktioner har udarbejdet retningslinjer på det ortopædkirurgiske område. Den foreslåede bestemmelse vil derfor formentlig kun skulle anvendes i en kortere periode på højst 3 års varighed. Det er ikke tanken, at de omkringliggende amtskommuners anvendelse af Ortopædisk Hospital i Århus skal forøges.«

Efter at 2 af et mindretal (DKP) stillede ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 155 stemmer.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Ole Pilgaard Andersen (FP), Aksel Pedersen (V), Jes Schmidt (CD), Henning Grove (KF), Alfred Andersen (SF), Margit Hansen (DKP), Alice Hedegaard (DR), Bent Honoré (KrF) og Bernhard Baunsgaard (RV)