L 138 Lov om ændring af lov om valg til folketinget m. v.

(Valglister).

Af: Indenrigsminister Egon Jensen (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 83 af 08-03-1978
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Loven, der trådte i kraft den 1. oktober 1978, medfører, at valglisternes gyldighedsperiode ændres fra 1. marts-28. februar til 1. november-31. oktober, samt at valglisterne fremtidigt kun skal fremlægges på kommunens folkeregister og i dettes sædvanlige åbningstid.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»I forbindelse med udvalgsbehandlingen af det i folketingsåret 1976-77, 2. samling, fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kommunale valg m. v. tilkendegav jeg over for kommunaludvalget, at jeg var velvilligt indstillet over for et ønske fremsat af Kommunernes Landsforening om at få ændret valglisternes gyldighedsperiode fra den 1. marts-28. februar til 1. november-31. oktober. En sådan ændring fandt landsforeningen ønskelig, fordi valgdagen for de kommunale valg fremtidig er i den sidste halvdel af november måned mod nu i den første halvdel af marts måned.

Jeg har endvidere meddelt Kommunernes Landsforening, at jeg samtidig med et forslag om ændring af valglisternes gyldighedsperiode ville foreslå en ændring af bestemmelserne om valglisternes fremlæggelse, således at disse fremtidig kun fremlægges ét sted i kommunen, og således at fremlæggelsestiden kun bliver i de offentlige kontorers sædvanlige åbningstid.«

Med hensyn til det af indenrigsministeren omtalte i 1976-77, 2. samling, fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kommunale valg m. v. henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1976-77, side 233 f.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 133 stemmer.
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Anker Tang Sørensen (FP), Aksel Pedersen (V), Jes Schmidt (CD), Henning Grove (KF), Alfred Andersen (SF), Margit Hansen (DKP) og Niels Helveg Petersen (RV)