Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.
Efter loven udvides kredsen af berettigede til vederlagsfri forebyggende og behandlende børnetandpleje, således at kommunerne forpligtes til fra 1. august 1981 at inddrage én årgang børn under den undervisningspligtige alder under ordningen. Derefter skal hvert år inddrages endnu én årgang børn, indtil ordningen omfatter alle børn under den undervisningspligtige alder. Loven indeholder desuden en bestemmelse om, at forslag om revision af loven fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1985-86.
Om baggrunden for lovforslaget udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:
»Loven om børnetandpleje, der blev vedtaget i 1971, skal efter sit indhold optages til revision i folketingsåret 1977-78. Denne bestemmelse blev indføjet, da der i 1971 under folketingsdebatten fra flere partiers side blev udtrykt ønske om, at pligten til at tilbyde vederlagsfri børnetandpleje, der foreløbig kun skulle omfatte børn i den undervisningspligtige alder, blev udvidet til også at omfatte andre børn, herunder børn under den undervisningspligtige alder. Loven om børnetandpleje træder trinvis i kraft og omfatter i øjeblikket børn til og med en alder svarende til sjette skoleår, og den vil fra l. august 1980 omfatte samtlige undervisningspligtige børn.
Allerede på nuværende tidspunkt har man kunnet konstatere en mærkbar forbedring af tandsundheden hos børn, der er optaget i børnetandplejen fra 7 års alderen. Det er dog fra flere sider erkendt, at tandpleje for de skolesøgende børn kun kan få sin fulde effekt, hvis børnene begynder deres skolegang med gode tænder. Flere kommuner har derfor frivilligt udvidet tilbuddet om tandpleje på kommunale klinikker til også at omfatte børn under den undervisningspligtige alder, og andre har tilsluttet sig en overenskomst under den offentlige sygesikring om regelmæssig tandpleje hos privat praktiserende tandlæger for »småbørn«. I alt giver ca. 200 kommuner på frivillig basis tilbud om vederlagsfri tandbehandling af førskolebørn. På denne baggrund har indenrigsministeriet anset det for forsvarligt og ønskeligt at udvide den hidtidige obligatoriske børnetandplejeordning, hvorved også kommunerne i økonomisk henseende stilles lige.
Ved allerede nu at træffe beslutning om en sådan udvidelse har man endvidere villet tage et væsentligt hensyn til den kommunale planlægning og tandlægehøjskolernes kapacitet.«
I udvalgets betænkning blev lovforslaget indstillet til vedtagelse uændret af et flertal (S, SF, DKP og RV), medens det af et mindretal (V, KF, CD, KrF og DR) blev indstillet til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag, der indebar, at det blev overladt til forældremyndighedens indehaver at bestemme, om tandplejen for børn under den undervisningspligtige alder skulle foregå på eksisterende kommunale klinikker eller hos privat praktiserende tandlæger. Et andet mindretal (FP) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag, der indebar, at alle børn med fast bopæl i Danmark indtil det fyldte 16. år skulle have adgang til vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje hos privat praktiserende tandlæger.
Efter at de af mindretallene stillede ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 89 stemmer mod 61 (FP, V, KF og DR), medens 8 medlemmer (CD og KrF) hverken stemte for eller imod.