Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer ministeren for skatter og afgifter til at fremsætte lovforslag, som giver fiskerne adgang til at foretage skattefri hensættelse i konjunkturudligningsfonds efter de retningslinier, som er nævnt i lovforslag nr. 111, Forslag til lov om konjunkturudligningsfonds [af Anders Andersen m. fl.] fra folketingets 2. samling i folketingsåret 1976-77. Lovforslaget skal have virkning allerede for indkomsten i året 1977.
Folketinget opfordrer samtidig ministeren til at undersøge mulighederne for at fremsætte lovforslag, som muliggør, at fiskere kan tilbageføre et underskud i indkomståret 1978 til selvangivelsen for indkomståret 1977.«
Om baggrunden for forslaget oplystes i de ledsagende bemærkninger bl. a. følgende:
»Fiskerne i Danmark er på grund af internationale beslutninger, som de ingen indflydelse har haft på, bragt i en overordentlig vanskelig situation, som truer deres økonomi og kan bringe mange af dem i en situation, hvor de ikke længere kan fortsætte deres erhverv. Disse akutte problemer kan ikke afvente udformningen af en mere langsigtet fiskeripolitik, men kræver øjeblikkelig indsats fra folketingets side. Forslaget til folketingsbeslutning tager sigte herpå. Det vil for det første gøre det muligt for fiskere at hensætte op til 25 procent af deres skattepligtige indkomst skattefrit i konjunkturudligningsfonds. Det betyder, at en del af overskuddet i 1977 skattefrit kan hensættes, så det i dårlige tider kan trækkes ud som erstatning for mistet indkomst. ...
Forslaget til folketingsbeslutning pålægger for det andet ministeren for skatter og afgifter at undersøge mulighederne for at fremsætte et lovforslag, som gør det muligt for de fiskere, der får underskud i 1978, at tilbageføre dette underskud til selvangivelsen for 1977. En sådan ordning vil yderligere styrke fiskernes muligheder for at overleve året 1978, som må forventes at blive meget vanskeligt i økonomisk henseende.«
Ved 1. behandling var ordførerne fra KF, CD og KrF positive over for forslaget, medens ordførerne for de øvrige partier ikke kunne tilslutte sig de foreslåede midler til løsning af fiskeriets akutte økonomiske problemer.
Ved 3. behandling blev forslaget forkastet med 118 stemmer imod, medens 50 (V, KF, CD og KrF) stemte for forslaget.