B 62 Forslag til folketingsbeslutning om etableringsmuligheder for nye virksomheder i ikke-udnyttede landbrugsbygninger m. v.

Samling: 1977-78
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til udvalget om fysisk planlægning.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag med henblik på ændring af gældende lovgivning, således at mulighederne for at starte ny virksomhed i landzone lettes.«

Om baggrunden for forslaget oplyses i bemærkningerne bl. a. følgende:

»Den gældende lovgivnings restriktioner for landzoneområder har ført til, at den naturlige udvikling i landzoner som følge af strukturforandringer i landbruget er blevet forvredet til skade for hele samfundet.

Udviklingen i landbruget med sammenlægninger, nedlægninger eller kvægløst landbrug har medført, at der findes mange ubenyttede landbrugsbygninger i landzoner.

Under frie forhold ville sådanne bygninger i mange tilfælde blive benyttet til nye erhvervsformål, da det ofte ville være billige bygninger at erhverve eller leje.«

Ved 1. behandling fik forslaget en overvejende positiv modtagelse.

I udvalgets betænkning indstillede flertallet (udvalget med undtagelse af FPs medlemmer af udvalget) forslaget til forkastelse, idet man bl. a. henviste til, at der med den stedfundne liberalisering af vejlovgivningen var sket en betydelig liberalisering vedrørende adgangen til etablering for virksomheder i nedlagte landbrugsbygninger.

Ved 2. (sidste) behandling blev forslaget forkastet, idet 30 (FP, KrF) stemte for, medens 109 stemte imod forslaget; 1 medlem stemte hverken for eller imod forslaget.
Partiernes ordførere
Svend Erik Rasmussen (S), Børge Møller (FP), Aksel Pedersen (V), Henning Grove (KF), Ernst Prehn (CD), Lis Starcke (DR) og Svend Haugaard (RV)