B 40 Forslag til folketingsbeslutning vedrørende den forestående revision af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om ved den forestående revision af loven om radio- og fjernsynsvirksomhed at gennemføre lovændringer med følgende hovedindhold:

»1) Danmarks Radios monopol på radio- og fjernsynsvirksomhed udøves af to af hinanden uafhængige programredaktioner, benævnt DR I og DR II, beliggende i henholdsvis København og Århus.

2) Begge redaktioners virksomhed finansieres af licensmidler.

3) Danmarks Radios økonomi forvaltes af en bestyrelse på 9 medlemmer, af hvilke folketinget vælger fire, det nedenfor under punkt 5) nævnte repræsentantskab vælger 3 og DRs medarbejdere vælger to.

4) Bestyrelsen fastlægger efter indstilling fra programdirektørerne for DR I og DR II samt direktøren for teknisk afdeling de årlige budgetter, derunder fordelingen af budgettets midler til de to programredaktioner og til teknisk afdeling.

Regionalradioen henføres til DR II med hovedredaktion i Århus.

5) Et repræsentantskab for Danmarks Radio drøfter på månedlige møder principielle programspørgsmål og sæsonplaner for såvel DR I som DR II og kan herunder fremlægge ideer til programmerne.

Repræsentantskabet skal være bredt og alsidigt sammensat med repræsentanter for amtsprogramråd, lytter- og fjernseerorganisationer samt for folkelige og kulturelle organisationer m. v.

6) Programdirektørerne for DR I og DR II tager stilling til indkomne klager over udsendelser i henholdsvis DR I og DR II. Programdirektørernes afgørelser kan af klageren indankes for radioankenævnet.

7) Ministeren for kulturelle anliggender aflægger Danmarks Radios regnskab og en årlig beretning om virksomheden i DR I og DR II til folketinget.«

Beslutningsforslaget blev ikke færdigbehandlet inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Søren Nørgård-Sørensen (S), Svend Andersen (FP), Nathalie Lind (V), Arne Melchior (CD), Grethe Fenger Møller (KF), Ole Henriksen (SF), Niels Mølgaard (DR), Villy Fuglsang (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Christian Christensen (KrF) og Mikael Lennart Waldorff (VS)