B 29 Forslag til folketingsbeslutning om fiksering og aftrapning af den primær- og amtskommunale grundskyld.

Af: Mimi Jakobsen (CD) , Jes Schmidt (CD) , Niels Bollmann (CD) og René Brusvang (CD)
Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme og lov om udskrivning af skat til amtskommunen, hvorefter den primær- og amtskommunale grundskyld fikseres og aftrappes efter nedenstående retningslinjer:

1. a) Den på en ejendom hvilende primærkommunale grundskyld fikseres til det for skatteåret 1977 pålignede beløb. Det således pålignede beløb nedsættes for hvert af de kommende skatteår med 1/15, første gang for skatteåret 1979, således at al primærgrundskyld vil være bortfaldet med udgangen af skatteåret 1993.

b) Den på en ejendom hvilende amtskommunale grundskyld fikseres til det for skatteåret 1978 pålignede beløb. Det således pålignede beløb nedsættes for hvert af de kommende skatteår med 1/15, første gang for skatteåret 1979, således at al amtskommunal grundskyld vil være bortfaldet med udgangen af skatteåret 1993.

2. Efter begæring af ejere af ejendomme, der den 1. april 1978 er beliggende i landzone, og som benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, fastsættes den på ejendommen hvilende grundskyld på følgende måde:

a) For et areal svarende til 10 gange grundarealet af de på ejendommen beliggende boliger beregnes grundskylden efter de under nr. 1 angivne regler.

b) For den resterende del af ejendommens areal fikseres den påhvilende grundskyld til det for skatteåret 1978 pålignede beløb, og det således pålignede beløb nedsættes for hvert af de kommende skatteår med 1/5, første gang for skatteåret 1979, således at al grundskyld for denne del af ejendommen vil være bortfaldet med udgangen af skatteåret 1983.«

Forslaget var til dels en genfremsættelse af et tidligere fremsat beslutningsforslag, senest i Folketingsåret 1976-77, 2. samling, omtalt i Folketingsårbog 1976-77, side 615.

Ved forslagets første behandling blev det afvist af såvel indenrigsministeren som de øvrige ordførere bortset fra ordførerne fra V og KF, der kunne tilslutte sig mange principper i forslaget.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Ole Maisted (FP), Aksel Pedersen (V), Henning Grove (KF), Ole Olsen (SF), Ib Christensen (DR), Margit Hansen (DKP) og Bernhard Baunsgaard (RV)