Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.
Ved loven, der træder i kraft den 1. januar 1978, overføres de 6 ortopædkirurgiske afdelinger i provinsen samt Ortopædisk hospital i Århus til de sygehuskommuner, de ligger i. Samtidig overføres Ortopædisk Hospital i København til rigshospitalet.
Overførelsen fra særforsorg til sygehusvæsenet bevirker, at statens hidtidige tilskud ophæves. De egentlige hospitalsudqifter på dette område vil herefter fremtidig påhvile amtskommunerne. Statens besparelse herved på ca. 160 mill. kr. vil i overensstemmelse med totalbalanceprincippet blive fordelt mellem amtskommunerne efter udgiftsbehovstal.
Bestemmelserne om personalet er udformet efter de principper, der blev fastlagt i loven om statshospitalernes overførelse. Herved er det tjenestemandsansatte personale sikret fortsat beskæftigelse på samme vilkår.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår det endvidere, at forudsætningen om tilbud om ansættelse henholdsvis under amtskommunerne og staten også gælder for personale ved de berørte afdelinger og hospitaler, der er ansat i henhold til overenskomster eller særlige lønaftaler m. v.
For så vidt angår den omtalte lov om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne, henvises til omtalen heraf i Årbogen 1974-75, side 251 ff.
Om baggrunden m. v. for lovforslagets fremsættelse hedder det bl. a. i indenrigsministerens fremsættelsestale:
„Begrundelsen for overførelsen er først og fremmest, at ortopædien har udviklet sig til et egentligt sygehusspeciale, ortopædkirurgi, og derfor hører hjemme i sygehussektoren. Overførelsen er tillige et led i den almindelige omlægning af byrde- og opgavefordelingen mellem staten og amtskommunerne. Lovforslaget vil medføre en økonomisk ligestilling mellem de sygehuskommuner, der allerede nu selv driver ortopædiske afdelinger, og de sygehuskommuner, der har kunnet benytte de statsfinansierede hospitaler og afdelinger. Den fornødne ligestilling for så vidt angår benyttelsen af Ortopædisk Hospital i København vil blive gennemført ved indførelse af en betalingsordning.
...
Lovforslaget må i høj grad ses som et positivt resultat af de forhandlinger, socialministeren og jeg har ført med bestyrelsen for Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Denne institution har i en lang årrække på det offentliges vegne varetaget forsorgen for de vanføre. Bestyrelsen har imidlertid været fuldt enig i, at den sygehusmæssige del af denne opgave nu udskilles. Da det offentlige således overtager denne opgave og de hermed forbundne udgifter, må det anses for rimeligt, at der ikke ydes Samfundet og Hjemmet for Vanføre en egentlig erstatning for hospitalerne. Men det er en selvfølge, at staten må overtage de lån, der har været anvendt til opførelse m. v. af de overførte hospitaler. Tilsvarende må staten godtgøre Samfundet og Hjemmet for Vanføre de udgifter til nødvendige investeringer i inventar m. v., der er afholdt i de sidste år inden overførelsen. Det har jo længe ligget klart, at en sådan overførelse skulle finde sted".
For så vidt angår de i betænkningen indeholdte mindretalsudtalelser, må henvises til betænkningen.
Efter at 2 ændringsforslag, der i betænkningen var stillet af et mindretal (Danmarks kommunistiske partis medlem af udvalget) var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 126 stemmer mod 29 (FP og DR).