Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.
Under 2. behandling blev denne afbrudt, og lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Da loven, der i hovedsagen trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, i store træk svarer til et i folketingsåret 1976-77, 1. samling, fremsat lovforslag, kan der, for så vidt angår lovens indhold og baggrund, som udgangspunkt henvises til Årbogens omtale af nævnte lovforslag (se A. II., 1. saml., nr. 21).
Det genfremsatte lovforslag var bortset fra en ændring af ikrafttrædelsesbestemmelsen identisk med det i 1. samling fremsatte lovforslag, men lovforslaget undergik under behandlingen en række ændringer, der kan gengives således:
1. Der indførtes en pligt for kommunalbestyrelsesmedlemmerne til at modtage de diætbeløb, der tilkommer dem.
2. For så vidt angår spørgsmålet om adgangen for ledere og lærere ved en kommunes skole- og undervisningsvæsen til at være medlem af udvalg, hvorunder spørgsmål vedrørende deres tjenesteforhold hører, foretoges en ændring, hvorefter den udtrykkelige bestemmelse, som var foreslået i det fremsatte lovforslag, udgik og blev erstattet af en ændret formulering af den generelle bestemmelse om kommunalt ansattes inhabilitet. Det hidtidigt anvendte begreb „ingen, der er ansat i kommunens tjeneste", — hvilket begreb havde givet anledning til fortolkningstvivl, for så vidt angår ledere og lærere ved kommunens skole- og undervisningsvæsen — blev herefter afløst af begrebet "ingen, der er ansat af kommunalbestyrelsen", hvormed det tilsigtedes at præcisere, at de pågældende ledere og lærere er omfattet af denne inhabilitetsbestemmelse, uden at denne gruppe blev „hængt ud" i lovteksten.
I udvalgets betænkning blev der af indenrigsministeren stillet og af et flertal (udvalget med undtagelse af FP og KF) tiltrådt et ændringsforslag med et indhold svarende til det ovenfor under 1. refererede. Der blev desuden af en række mindretal stillet nogle ændringsforslag, hvorom må henvises til betænkningen.
De det under 2. behandling syntes at fremgå, at der ikke, som det indirekte fremgik af betænkningen, var flertal for den af indenrigsministeren foreslåede formulering, for så vidt angår spørgsmålet om inhabilitet for ledere og lærere ved kommunens skole- og undervisningsvæsen, blev behandlingen efter anmodning fra udvalgets formand, Henning Jensen (S), afbrudt, og lovforslaget blev henvist til fornyet behandling i udvalget.
I den af udvalget afgivne tilføjelse til betænkning blev der af indenrigsministeren stillet 2 ændringsforslag, hvoraf det ene indeholdt den ovenfor under 2. omtalte ændring af den generelle bestemmelse om inhabilitet for kommunalt ansatte, medens den anden indebar, at den oprindeligt foreslåede udtrykkelige bestemmelse, for så vidt angik ledere og lærere i kommunens skole- og undervisningsvæsen udgik. Medens sidstnævnte ændringsforslag blev tiltrådt af hele udvalget, blev førstnævnte ændringsforslag tiltrådt af et flertal (S, FP, KF, CD, SF og DR). For så vidt angår den øvrige del af udvalget henvises til følgende udtalelse, der ledsagede mindretallets indstilling:
„Et mindretal (venstres, Danmarks kommunistiske partis, det radikale venstres og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) kan støtte det af indenrigsministeren nedenfor under nr. 2 stillede ændringsforslag. Herved fjernes den formulering, som har været en anstødssten i forhold til lærere i folkeskolen. Mindretallet vil stemme imod det af indenrigsministeren nedenfor under nr. 1 stillede ændringsforslag. Bliver dette ændringsforslag forkastet, bibeholdes den oprindeligt foreslåede formulering, hvilket vil åbne mulighed for, at lærere i folkeskolen fortsat kan være medlemmer af kommunale skoleudvalg og kulturelle udvalg, hvor en lang række lærere har ydet en værdifuld indsats.
Mindretallet er af den opfattelse, at de generelle habilitetsregler bør tages op til nyvurdering for at finde frem til mere tidssvarende regler".
Efter at de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og de af en række mindretal stillede ændringsforslag forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 127 stemmer mod 25 (FP), medens 6 medlemmer (VS og Karlskov Jensen (V)) hverken stemte for eller imod.