L 36 Lov om ændring af lov om menighedsråd.

Af: Kirkeminister Jørgen Peder Hansen (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 163 af 27-04-1977
Efter 1. behandling henvist til kirkeudvalget.

Loven indeholder ændringer af en række bestemmelser om valg til menighedsråd.

Valget, der efter de hidtil gældende bestemmelser skal finde sted i tiden fra den 20. til 30. november, er henlagt til 1. halvdel af november måned, således at menighedsrådene har mulighed for at afholde konstituerende møde inden funktionsperiodens begyndelse (ca. 1. december). Fristen for indgivelse og bekendtgørelse af kandidatlister, der nu udløber henholdsvis den 8. dag og 2 dage før valget, er udvidet til henholdsvis 4 og 3 uger før valget for herved at opnå en harmonisering med reglerne om afgivelse af stemme pr. brev.

Enkelte forældede bestemmelser blev ligeledes ophævet.

Lovforslaget, der var en genfremsættelse fra 1. samling 1976-77, (A.II. 1. saml. nr. 35), fik en positiv modtagelse i folketinget og blev enstemmigt vedtaget med 142 stemmer. 18 medlemmer (SF, DKP og VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Bent Wissing (FP), Kaj V. Andersen (V), Karl Kjelgaard (KF), Johannes Burgdorf (KF), Yvonne Herløv Andersen (CD) og Ole Olsen (SF)