Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.
Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.
Da loven, der trådte i kraft den 1. juli 1977, i sin substans er identisk med et i folketingsåret 1976-77, 1. samling, fremsat lovslag, henvises, for så vidt angår lovens indhold og baggrund m. v., til Årbogens omtale af nævnte lovforslag (se A. II, 1. saml., nr. 1).
Fra den af udvalget afgivne betænkning skal følgende udtalelse citeres:
„Arbejdsministeren har på baggrund af arbejdsløshedsforsikringsudvalgets 2. betænkning i et samråd bekræftet over for udvalget, at alle grupper (også små grupper) kan optages i en arbejdsløshedskasse. Dette er baggrunden for, at der ikke er foreslået lovændring vedrørende dette spørgsmål, og det er ministerens forudsætning, at arbejdsmarkedets parter medvirker til hurtige løsninger ved optagelsen i arbejdsløshedsforsikringen af grupper, som ikke uden videre kan henføres til en arbejdsløshedskasses område".
Lovforslaget blev af et flertal (socialdemokratiets, centrumdemokraternes, socialistisk folkepartis, det radikale venstres, Danmarks retsforbunds og venstresocialisternes medlemmer af udvalget) indstillet til vedtagelse uændret. Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med et ændringsforslag, der var stillet af et mindretal bestående af fremskridtspartiets, venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget, og som indebar, at den foreslåede nedsættelse af den nedre aldersgrænse for medlemskab af en arbejdsløshedskasse, udgik af lovforslaget. Et andet mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men var dog medforslagsstiller til det ovenfor omtalte ændringsforslag. Det kan tilføjes, at kristeligt folkeparti, der ikke var repræsenteret ved medlemmer i udvalget, også stemte for det omtalte ændringsforslag ved 2. behandling.
Efter at det stillede ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget i anledning af en henvendelse, der var tilgået udvalget efter betænkningsafgivelsen, henvist til fornyet behandling i udvalget.
Ved 3. behandling afgav udvalgets formand, Auken (S), mundtlig indstilling over lovforslaget, hvorefter dette blev vedtaget med 124 stemmer mod 22 (FP); 5 medlemmer (KrF) stemte hverken for eller imod.