L 215 Lov om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger inden for ældreomsorgsområdet.

(Midlertidig forhøjelse af refusionsprocenten for hjemmehjælp).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 480 af 14-09-1977
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved loven er det fastsat, at staten for perioden 1. januar 1978-31. december 1980 — ud over den sædvanlige refusion efter lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand § 133, stk. 1, på 50 pct. — yder en særrefusion på 25 pct. af den del af en kommunes refusionsberettigende udgifter til hjemmehjælp, der overstiger kommunens refusionsberettigende udgift til hjemmehjælp i perioden 1. april 1976-31. marts 1977, reguleret i hvert af årene med den forventede lønudviklng for hjemmehjælpere i forhold til lønniveauet i perioden 1. april 1976-31. marts 1977.

Lovforslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S, V, KF og RV.

Det fremgik af de bemærkninger, som ledsagede lovforslaget, at dette må betragtes i sammenhæng med regeringens samlede oplæg til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger inden for ældreomsorgsområdet, der er beskrevet i et fælles oplæg af 16. august 1977 fra socialministeriet og finansministeriet.

De væsentligste elementer i regeringens samlede oplæg inden for ældreomsorgsområdet er følgende:

1. Øget indsats af hjemmehjælp.

2. Lempelse af betalingssatserne for hjemmehjælp.

3. Intensivering af uddannelsen af hjemmehjælpere.

4. Refusion af plejehjems kapitaludgifter omlægges til generelle tilskud.

5. Maksimumsgrænserne for de refusionsberettigende driftsudgifter excl. ejendomsudgifter ophæves.

6. Ændringer i de generelle tilskud til kommunerne.

I bemærkningerne er der endvidere nærmere redegjort for de beskæftigelsesmæssige, finansielle og administrative konsekvenser af lovforslaget.

I betænkningen udtalte udvalget, at der ikke ved de i betænkningen gjorte indstillinger (og ved afstemningen over lovforslaget) på forhånd er taget stilling til ovennævnte punkter 2-6.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 148 stemmer.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Inge Fischer Møller (S), Mogens Glistrup (FP), Jørgen Junior (FP), Henrik Toft (V), Henning Christophersen (V), Palle Simonsen (KF), Poul Schlüter (KF), Yvonne Herløv Andersen (CD), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Ebba Strange (SF), Freddy Madsen (DKP), Tove Jørgensen (DKP), Grethe Philip (RV), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR), Preben Wilhjelm (VS) og Carl Thio Tyroll (VS)