L 187 Forslag til lov om folkeafstemning om atomkraft.

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget havde følgende ordlyd:

„§1.

Tirsdag den 6. december 1977 afholdes folkeafstemning, hvorved folketingsvælgerne får adgang til med „ja" eller „nej" at besvare spørgsmålet: „Skal der inden 1981 påbegyndes opførelse af kernekraftværker i Danmark?"

§2.

Indenrigsministeren bemyndiges til at træffe foranstaltninger til folkeafstemningens hensigtsmæssige gennemførelse og til at afholde de hermed forbundne udgifter."

Om begrundelsen for lovforslaget henvises til bemærkningerne.

Et tilsvarende forslag var blevet fremsat af Kjærulff-Schmidt (FP) m. fl. på fremskridtspartiets vegne i november 1975. Dette forslag er omtalt i Folketingsårbog 1975-76, side 375.

Forslaget nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsårets udløb.