L 150 Forslag til lov om ændring af lov om kommunale valg.

(Ø-repræsentation i kommunalbestyrelser).

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter lovforslaget kan, såfremt én eller flere øer udgør en del eller dele af en kommune og det samlede antal af de på øen eller øerne fast bosiddende vælgere er mindre end det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der ved sidst afholdte kommunalbestyrelsesvalg i kommunen er afgivet pr. valgt kandidat, mindst 15, højst 25 af de omhandlede vælgere, hvis vælgertallet på øen eller øerne under ét udgør 75 eller derover, til formanden for valgstyrelsen indlevere en særlig ø-kandidatliste.

Er der afgivet stemme på nogen ø-kandidatliste, bestemmes ved den endelige opgørelse af valget først, om der forlods skal tillægges en sådan liste et mandat. En ø-kandidatliste tillægges et mandat, såfremt en af de på listen opførte kandidater i personlige stemmer og tildelte listestemmer har opnået et stemmetal, der mindst svarer til halvdelen af de stemmeberettigede på øen eller øerne. De resterende mandater fordeles herefter mellem de øvrige kandidatlister efter de almindelige regler herom.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i de almindelige bemærkninger:

„Der kan ikke herske tvivl om, at der for samtlige danske småøer gælder særlige forhold, der spiller en ganske særlig rolle i dagligdagen for øboerne. I den forbindelse kan nævnes skoleforhold, videregående uddannelse af unge, lægeforhold, ældreomsorg og meget andet, der i langt de fleste tilfælde kan føres tilbage til trafikforbindelserne.

Alle småøer — hvorved forstås øer, der ikke er gjort landfaste med dæmning eller bro, og som ikke udgør en selvstændig kommune — udgør en del af en fastlandskommune. En sådan fastlandskommunes kommunalbestyrelse varetager den eller de tilhørende småøers interesser.

I folketinget er Grønland og Færøerne repræsenteret med hver 2 medlemmer på grund af disse øers særegne forhold.

I mange kommuner er der tilknyttet en kontaktmand til kommunalbestyrelsen fra hver tilhørende ø. En sådan kontaktmand har kun taleret, men ikke stemmeret i kommunalbestyrelsen og dermed ikke direkte indflydelse på beslutninger, der vedrører særlige ø- problemer og -opgaver. Dette ændringsforslag er derfor fremsat for at skabe demokratisk mulighed for at give småøer af en vis størrelse — over 75 fastboende vælgere — en demokratisk mulighed for at blive repræsenteret i kommunalbestyrelsen."

Ved 1. behandling blev lovforslaget afvist såvel af indenrigsministeren som af ordførerne fra S, KF, RV og DR. Ordførerne fra V og CD syntes villige til at arbejde positivt med lovforslaget i udvalget.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), John Arentoft (FP), Henrik Toft (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Mimi Jakobsen (CD), Kaj Hansen (DKP), Bernhard Baunsgaard (RV) og Svend Hjortlund Christensen (DR)