L 126 Lov om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger m. v.

(Bidrag til frivillig dagpengesikring).

Af: Minister for skatter og afgifter Jens Kampmann (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 282 af 08-06-1977
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven går ud på, at fradragsretten for bidrag til den frivillige dagpengesikring for selvstændige erhvervsdrivende og personer, der udfører husligt arbejde i eget hjem, skal bortfalde.

Loven skal ses i sammenhæng med et af socialministeren fremsat og samtidig med nærværende lov vedtaget lovforslag om ændring af dagpengeloven (se A. I. nr. 133). Det er heri bl. a. vedtaget, at bidragene til den frivillige dagpengesikring skal nedsættes til det halve.

Loven har virkning for bidrag, der vedrører tiden fra den 1. juli 1977 og fremefter.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget ensstemmigt med 166 stemmer.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Uffe Thorndahl (FP), Hans Jørgen Holm (V), Ib Stetter (KF), Niels Bollmann (CD), Kaj Hansen (DKP), Ole Olsen (SF), Ib Christensen (DR) og Bernhard Baunsgaard (RV)