F 7 Hvilke konsekvenser vil regeringen drage af den fornyede og optrappede uro på universiteterne, bl. a. under hensyntagen til, at det jo nu er kendt i de officielle statistikker, at universiteterne i de kommende 13 år stort set alene producerer kandidater til arbejdsløshed?

Af: Børge Halvgaard (FP)
Til: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Foretaget
Efter at forespørgeren (Halvgaard (FP)) havde begrundet forespørgslen, svarede undervisningsministeren (Ritt Bjerregaard), at forespørgeren i sin begrundelse lagde op til en generel uddannelsesdebat. Ministeren ønskede ikke at gå ind i denne debat, som hun ikke mente, forespørgslen gav baggrund for, men henviste alene til, hvad der blev sagt den 12. maj vedrørende besættelserne på universiteterne. (Se herom forespørgsel nr. 5).

I den efterfølgende debat deltog — foruden forespørgeren og undervisningsministeren — følgende ordførere for partierne: J. K. Hansen (S), Bertel Haarder (V), Ninn-Hansen (KF), Alfred Hansen (DR), Niels Helveg Petersen (RV), Chr. Christensen (KrF) og Steen Folke (VS). Uden for ordførernes kreds talte Arentoft (FP), Glistrup (FP) og Voigt (FP).

Under forhandlingerne fremsatte Halvgaard (FP) følgende forslag om motiveret dagsorden. (F. sp. 4493):

„Folketinget pålægger regeringen omgående at tage initiativer til at regulere adgangen til vore uddannelsesinstitutioner efter samfundets behov under hensyntagen til landets økonomiske vanskeligheder og arbejdsløshedsprognoserne.

Tinget går derefter over til næste punkt på dagsordenen."

Dette forslag forkastedes med 120 stemmer mod 23 (FP).
Partiernes ordførere
Jens Kristian Hansen (S), Børge Halvgaard (FP), Bertel Haarder (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Niels Helveg Petersen (RV), Christian Christensen (KrF), Alfred Hansen (DR) og Steen Folke (VS)