B 9 Forslag til folketingsbeslutning om etablering af transmissionssystem m. v. for naturgas.

Af: Preben Wilhjelm (VS) , Steen Folke (VS) og Kurt Hansen (VS)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Forslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremskynde gennemførelsen af de i energiplanen opstillede projekter vedrørende produktionsanlæg, søledning, hovedtransmissionssystem og distributionsnet for naturgas, således at den del af projekterne, der i regeringens energiplan er forudsat realiseret inden 1985, i stedet realiseres inden 1981."

Om baggrunden for forslaget anføres følgende i fremsættelsestalen og i bemærkningerne til forslaget:

„Forslaget er et led i et samlet kompleks af forslag, som tilsigter en alternativ energipolitik, hvor hovedmålet er uafhængighed af de multinationale kapitalkoncentrationer, hvor dette mål søges nået ved energibesparelser, selvforsyning og spredning af den resterende, nødvendige import på flere leverandører, og hvor forslagene samtidig tager sigte på beskæftigelsen.

Forslaget indebærer, at staten skal iværksætte de i regeringens energiplan forudsatte projekter i første fase, dog fremskyndet i forhold til energiplanen. Projekterne omfatter produktionsanlæg, søledning, hovedtransmissionssystem og distributionsnet. Forslaget har væsentlig sammenhæng med det af VS tidligere stillede forslag om ekspropriation af DUC-rettighederne (se herom B. II., 1. saml., nr. 11) idet der efter VS's opfattelse — med regeringens forlængelse af gaskoncessionen reelt uden betingelser — ikke er garanti for nogen gasudvinding overhovedet, så længe DUC sidder på rettighederne".

Forslaget blev fremsat samtidig med forslag til folketingsbeslutning om fremme af vindkraftens anvendelse i elforsyningen, forslag til folketingsbeslutning om fremskyndelse af kraftvarmeudbygning og forslag til folketingsbeslutning om fremme af bygningsisolering og anvendelse af solvarme (se nærmest foranstående sager og nærmest følgende sag). Forslagene behandledes sammen ved 1. behandling.

Forslaget var en genfremsættelse af et af VS i folketingsåret 1975-76 fremsat forslag, omtalt i folketingsårbog 1975-76, s. 436, der ikke kom til 1. behandling, og som derfor blev genfremsat i folketingsåret 1976-77, 1. samling omtalt i folketingsårbogen under B II. 1. saml., nr. 14.

Det energipolitiske udvalg afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Johan Philipsen (V), John H. Winther (KF), Arne Melchior (CD), Gert Petersen (SF), Ib Nørlund (DKP) og Bent Honoré (KrF)