Forslaget opfordrede socialministeren til at fremsætte forslag til ændring af bistandsloven med det sigte, at det af bistandslovens tekst klart fremgår, at det ikke er tilladt at finansiere konflikter på arbejdsmarkedet med ydelser i henhold til bistandsloven.

I de bemærkninger, som ledsagede forslaget, anførtes følgende:

„Centrum-demokraterne lægger til grund, at man må fastholde det hovedprincip i bistandslovgivningen, at personer der vitterligt er i nød, skal have krav på bistand fra det offentlige.

Der er imidlertid i den senere tid i forbindelse med konflikter på arbejdsmarkedet forekommet situationer, hvor det har været klart, at man med ydelser efter bistandsloven på helt urimelig vis har forlænget arbejdskonflikter med offentlige midler. Dels har visse faglige organisationer bevidst misbrugt bistandslovgivningen derved, at de har undladt at gøre brug af deres strejkekasser, og dels har personer, som deltager i en overenskomststridig konflikt, undladt at efterkomme de regler, som er fastsat i lovgivningen om arbejdsformidling, og har således øjensynlig uden protest fra bistandskontorerne krævet og modtaget bistandsydelser, uanset at de ikke har meldt sig som ledige.

I det hele synes situationen omkring bistandslovens administration at være præget af mangel på klarhed, hvilket bl. a. har nødvendiggjort, at socialministeriet har måttet udsende en overordentlig betydelig mængde af cirkulærer. Der synes således at være klart behov for, at i det mindste reglerne om mulighederne for ydelse af bistand i forbindelse med arbejdskonflikter klart fremgår af lovens tekst."

Forslaget nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsårets udløb.