B 64 Forslag til folketingsbeslutning om en uges ekstra ferie for særligt udsatte grupper.

Af: Ole Olsen (SF) , Gert Petersen (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at ændre lov om ferie, således at

1) lønmodtagere, der arbejder på tre- eller fireskift, får en uges længere ferie, der finansieres af arbejdsgiverne,

2) lønmodtagere, der er over 50 år, får en uges længere ferie, der finansieres af staten."

Om baggrunden for forslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

„Sigtet med forslaget er at lette vilkårene for særligt udsatte grupper på arbejdsmarkedet, således at der skabes muligheder for nyansættelser, hvorved arbejdsløsheden formindskes.

Et skøn, foretaget på baggrund af forholdene inden for industrien, tyder på, at en ordning med 1 uges ekstra ferie for lønmodtagere over 50 år vil give 9-10.000 arbejdspladser på hele arbejdsmarkedet. Skønnet bygger på den forudsætning, at alle over 50 år tager 1 uges ekstra ferie, men at kun 75 pct. af den kapacitet, der derved bliver ledig, fyldes op med nyansættelser. Det samme skøn tyder på, at en sådan ordning netto vil koste det offentlige ca. 400 mill. kr.

Når det offentlige bør afholde denne udgift, skyldes det et ønske om at undgå at stille lønmodtagere over 50 år dårligere på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer så et antal arbejdspladser som følge af 1 uges ekstra ferie for lønmodtagere, der arbejder på tre- eller fireskift. Denne ordning vil ikke være forbundet med udgifter for det offentlige."

Beslutningsforslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af en række partier. Forslagene behandledes sammen ved 1. behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelsen af atgiften), se A. I. 2. samling nr. 103). Nærværende forslag blev dog ikke under 1. behandlingen gjort til genstand for nogen særlig omtale hverken af ordførerne eller statsministeren.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Freddy Madsen (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)