B 63 Forslag til folketingsbeslutning om efterløn.

Af: Ebba Strange (SF) , Lilli Gyldenkilde (SF) og Ole Henriksen (SF)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved forslaget opfordredes regeringen til at foretage sådanne ændringer i pensionslovgivningen, at

1) alle personer, der er mellem 60 og 67 år, får ret til at forlade arbejdslivet og vælge at modtage en efterløn, der svarer til den aktuelle understøttelsessats for det område, de forlader,

2) personer, der ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, kan modtage et efterlønsbeløb, der svarer til arbejdsløshedsunderstøttelse for en ufaglært arbejder i hovedstadsområdet,

3) personer, der ønsker at bevare en del af deres arbejde for at kunne få en gradvis afgang fra arbejdslivet, skal have mulighed for at sammensætte deres indkomst af delvis arbejdsløn og delvis efterløn,

4) personer mellem 55 og 60 år kan få tilkendt efterløn efter ovenstående principper, såfremt det af lægelige eller sociale grunde skønnes begrundet, at de ønsker at forlade arbejdslivet.

I bemærkningerne til forslaget understregede forslagsstillerne de beskæftigelsesmæssige konsekvenser.

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S, V, KF og RV.

Det her omhandlede forslag nåede ikke til 2. (sidste) behandling.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Freddy Madsen (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)