B 60 Forslag til folketingsbeslutning om fiksering og aftrapning af den primær- og amtskommunale grundskyld samt om fiksering af lejeværdien af egen bolig.

Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme og lov om udskrivning af skat til amtskommunen, hvorefter den primær- og amtskommunale grundskyld fikseres og aftrappes efter nedenstående retningslinjer:

1. a) Den på en ejendom hvilende primærkommunale grundskyld fikseres til det for skatteåret 1977 pålignede beløb. Det således pålignede beløb nedsættes for hvert af de kommende skatteår med 1/15, første gang for skatteåret 1978, således at al primærgrundskyld vil være bortfaldet med udgangen af skatteåret 1992.

b) Den på en ejendom hvilende amtskommunale grundskyld fikseres til det for skatteåret 1978 pålignede beløb. Det således pålignede beløb nedsættes for hvert af de kommende skatteår med 1/15, første gang for skatteåret 1979, således at al amtskommunal grundskyld vil være bortfaldet med udgangen af skatteåret 1993.

2. Efter begæring af ejere af ejendomme, der den 1. april 1978 er beliggende i landzone, og som benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, fastsættes den på ejendommen hvilende grundskyld på følgende måde:

a. For et areal svarende til 10 gange grundarealet af de på ejendommen beliggende boliger beregnes grundskylden efter de under nr. 1 angivne regler.

b. For den resterende del af ejendommens areal fikseres den påhvilende grundskyld til det for skatteåret 1978 pålignede beløb, og det således pålignede beløb nedsættes for hvert af de kommende skatteår med 1/5, første gang for skatteåret 1979, således at al grundskyld for denne del af ejendommen vil være bortfaldet med udgangen af skatteåret 1983.

Folketinget opfordrer endvidere regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorefter lejeværdien af egen bolig fikseres på det for 1978 beregnede beløb."

Om begrundelsen for forslaget anføres bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

„Centrum-demokraterne ønsker under ingen omstændigheder at medvirke til lovgivning, der medfører større byrder for ejerboligen. Tværtimod finder partiet det hensigtsmæssigt at nedsætte disse udgifter. Som følge af de meget kraftige stigninger i ejendomsvurderingerne, der er indtruffet ved 16. alm. vurdering, må det forventes, at grundskatterne bliver en stor belastning for mange husejere, i særdeleshed ældre mennesker med beskedne indtægter, der oprindelig har engageret sig i huskøb ud fra helt andre økonomiske forudsætninger."

Forslaget fremsattes i folketingets ekstraordinære mødeperiode i august som et led i en række forslag, fremsat dels af regeringen, dels af forskellige partier. Forslagene behandledes sammen ved første behandling og er anført samlet under behandlingen af forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften), se A. I. 2. samling nr. 103. Størstedelen af forslagene gennemførtes som den kriselovgivning, der blev resultatet af et forlig, indgået mellem partierne S, V, KF og RV.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), René Brusvang (CD), Gert Petersen (SF), Freddy Madsen (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF), Ib Christensen (DR) og Preben Wilhjelm (VS)