B 45 Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede børnetilskud.

Af: Tove Jørgensen (DKP) , Freddy Madsen (DKP) og Villy Fuglsang (DKP)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved forslaget opfordredes socialministeren til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud, således at der til enkepensionister og dermed økonomisk ligestillede, der har ret til forskudsudbetaling af børnebidrag, ydes et yderligere børnetilskud, svarende til moderens normalbidrag.

Under 1. behandling tog socialministeren afstand fra forslaget bl. a. med henvisning til, at børnekommissionen under sit igangværende arbejde forventes at tage stilling til børnefamiliers økonomiske situation. Ministeren udtrykte dog sympati for øget støtte til grupper af enlige forsørgere. De øvrige ordførere med undtagelse af Ebba Strange (SF) tog også i større eller mindre grad afstand fra forslaget, som ikke blev færdigbehandlet af socialudvalget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Jørgen Junior (FP), Henrik Toft (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Tove Jørgensen (DKP) og Ebba Strange (SF)