B 41 Forslag til folketingsbeslutning om barselorlov.

Af: Ebba Strange (SF) , Ole Henriksen (SF) og Gert Petersen (SF)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved forslaget opfordredes regeringen til at fremsætte forslag til lov om barselorlov efter følgende retningslinier:

1) Ved enhver fødsel eller adoption har forældrene ret til i alt 9 måneders barselorlov efter fødslen eller modtagelsen af adoptivbarnet.

2) Barselorloven skal kunne deles mellem forældrene efter eget ønske. Dog skal den ene af forældrene ikke kunne opnå mere end seks måneder. Udnyttes de resterende tre måneder ikke af den anden af forældrene, bortfalder retten til denne del af orloven.

3) Faderen skal desuden have ret til to ugers omsorgsorlov i forbindelse med fødsel.

4) Den af forældrene, der har barselorlov eller omsorgsorlov, skal være berettiget til fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste.

5) Udgiften til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal udredes af det offentlige. Betaler en arbejdsgiver løn i barselperioden, indtræder han i den ansattes ret til at modtage erstatning fra det offentlige.

6) Ingen skal kunne afskediges under graviditet eller ved fravær i barselorlovs- eller omsorgsorlovsperioden.

Ved 1. behandling udtrykte socialministeren en vis sympati for de tanker, der lå bag forslaget, men måtte dog pege på en lang række vanskeligheder, der ville være forbundet med realisationen af disse tanker, herunder ikke mindst finansielle. Ministeren erindrede om, at barselhvilespørgsmål indgår med vægt i børnekommissionens igangværende arbejde. En række ordførere udtalte sig i overensstemmelse med det af ministeren anførte, medens ordførerne fra DKP og VS i overvejende grad syntes enige med forslagsstillerne. Ordføreren for fremskridtspartiet var meget kritisk over for forslaget, som ikke blev færdigbehandlet af socialudvalget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Finnur Erlendsson (FP), Hans Jørgen Holm (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Yvonne Herløv Andersen (CD), Tove Jørgensen (DKP), Alice Hedegaard (DR), Inge Krogh (KrF), Grethe Philip (RV) og Carl Thio Tyroll (VS)