B 29 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om folkeskolen.

Af: Gerda Møller (KF)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om sådanne ændringer i lov om folkeskolen, at:

1) fagene dansk, regning, historie, kristendomskundskab og idræt bliver styrket,

2) det maksimale ugentlige timetal på 8.-9. klassetrin udvides for de elever, der måtte ønske det,

3) faget tysk gøres obligatorisk på 7.-9. klassetrin,

4) den afsluttende prøve efter 9. og 10. klasse gøres obligatorisk, så ingen elev forlader folkeskolen uden eksamens/afgangsbevis,

5) den fælles afgangsprøve ved afslutningen af 9. klassetrin erstattes af prøver, der svarer til elevens valg af kursus efter § 8, stk. 1.

Prøverne benævnes folkeskolens afgangsprøve og folkeskolens udvidede afgangsprøve med angivelse af klassetrin,

6) på 7. klassetrin og derunder har elever og forældre krav på en faglig bedømmelse, der svarer til den vurdering, der ligger til grund for karaktergivningen på 8.-10. klassetrin."

Forslaget begrundedes i bemærkningerne med at „den nye folkeskolelov har skabt uro og usikkerhed...fordi den på en række områder ikke lever op til de forventninger og krav, som flertallet af forældre — og som hele samfundet stiller".

Ved 1. behandling blev forslaget behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (se A. I. 2. saml., nr. 137).

Undervisningsudvalget afgav ikke betænkning over nærværende forslag.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Bertel Haarder (V), Gerda Møller (KF), Erhard Jakobsen (CD), Freddy Madsen (DKP), Ebba Strange (SF), Alfred Hansen (DR), Svend Haugaard (RV) og Steen Folke (VS)