L 8 Forslag til lov om ændring af lov om særlig indkomstskat m.v.

(Lettelse i beskatningen af fortjeneste ved salg af aktier).

Af: Ib Stetter (KF) , Leif Glensgård (FP) , Hagen Hagensen (KF) og Knud Nauerby (FP)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Om indholdet af lovforslaget kan anføres følgende:

I loven om særlig indkomstskat, § 7, stk. 1, der omhandler opgørelsen af fortjeneste eller tab ved afhændelse af aktier og andelsbeviser og tegningsrettigheder hertil samt af fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu, foresloges indsat følgende nye punktummer:

„Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste forhøjes anskaffelsesudgiften med et varierende tillæg på 9 pct. for hvert år, hvori den skattepligtige har ejet de pågældende aktier, dog ikke for året 1961 og tidligere år. For anskaffelsesåret beregnes nævnte tillæg til anskaffelsesprisen. For de efterfølgende kalenderår medregnes tillæg for tidligere år i beregningsgrundlaget. Det varierende tillæg gives dog ikke for det kalenderår, hvori aktierne afstås, medmindre afståelsen sker i samme kalenderår som erhvervelsen. De oprindelige udgifter til anskaffelse forhøjes endvidere med et fast tillæg på 30 pct."

Om begrundelsen herfor anføres i de ledsagende bemærkninger bl. a. følgende:

„Ved salg af fast ejendom skal der ikke svares skat af pengeforringelsen. Nøjagtig samme hensyn bør tages på aktieområdet. Det foreslås derfor at indføre procentreguleringsregler vedrørende anskaffelsessummen".

Ved 1. behandling udtalte ministeren for skatter og afgifter, at han ikke kunne gå ind for forslaget, og at videregående ændringer måtte afvente resultatet af selskabsskattekommissionens arbejde.

Forslaget fik tilslutning fra ordførerne for fremskridtspartiet og det konservative folkeparti og mødte sympati fra centrum-demokraterne, medens de øvrige ordførere var mere forbeholdne med undtagelse af ordførerne for socialistisk folkeparti og Danmarks kommunistiske parti, der var direkte afvisende.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning herover inden folketingsvalget den 15. februar 1977.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Aksel Pedersen (V), Ove Jensen (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Ebba Strange (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Freddy Madsen (DKP) og Lars Abel (CD)