L 72 Lov om statsgaranti for lån og rentetilskud til tørkeramte landmænd.

Af: Landbrugsminister Poul Dalsager (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 536 af 17-11-1976
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Ved loven bemyndiges landbrugsministeren til i tiden indtil den 1. august 1977 på statskassens vegne at yde garanti for lån, der inden for en samlet beløbsramme på 200 mill. kr. optages af landmænd, hvis høstudbytte er nedsat som følge af tørken i 1976.

Efter ansøgning ydes desuden tilskud af statskassen til delvis betaling af renten på lånene. Rentetilskuddet ydes i de første 7 år af lånenes løbetid. Tilskuddet udgør 5 pct. p. a. af den til enhver tid værende restgæld på lånene.

For at blive betragtet som tørkeramt landmand i lovens forstand skal ansøgeren bl. a. opfylde følgende betingelser:

1) have erhvervet eller overtaget brugen af en landbrugsejendom før den 1. august 1976.

2) have kvæg- eller svinebesætning på ejendommen eller have kartofler som væsentlig salgsproduktion.

3) i 1976 have haft et udbytte på ejendommen af korn, rodfrugter og græs, der er under 60 pct. af gennemsnittet af udbyttet af de nævnte afgrøder i 1973 og 1974.

4) af de ovenfor nævnte årsager være kommet i økonomiske vanskeligheder.

Partiet venstre stillede ved 2. behandlingen ændringsforslag om, at lån ydet i henhold til loven af pengeinstitutterne skulle kunne ydes uden for det mellem regeringen og Nationalbanken aftalte udlånsloft. Ændringsforslaget blev vedtaget. Herefter anmodede socialdemokratiets ordfører om, at forslaget måtte blive henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Under den fornyede udvalgsbehandling oplyste økonomiministeren, at det med henvisning til denne lov var regeringens hensigt under de kommende forhandlinger med Nationalbanken at søge udlånsloftet forhøjet, således at ansøgere ifølge den foreliggende lov sikres lån i deres normale pengeinstitutter, og således at disse pengeinstitutter fortsat vil være i stand til at yde andre kunder deres normale lån.

Partiet venstre indvilgede herefter i at trække det omtalte ændringsforslag tilbage.

Ved 3. behandling vedtoges det oprindelige lovforslag med 116 stemmer (samtlige stemmer med undtagelse af FP og VS) mod 21 (FP og VS), medens ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Søren B. Jørgensen (S), Svend Karlskov Jensen (V), Børge Halvgaard (FP), Svend Haugaard (RV), Ole Olsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Oluf von Lowzow (KF), Villy Fuglsang (DKP) og Kurt Hansen (VS)