L 149 Forslag til lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven.

Af: Justitsminister Orla Møller (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Af justitsministerens fremsættelsestale fremgår:

„Lovforslaget indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse her i landet af afgørelser om privatretlige krav, der i borgerlige sager eller i straffesager er truffet af finske, islandske, norske eller svenske domstole m. v. Forslaget er udarbejdet i samarbejde med de øvrige nordiske lande, og det er hensigten, at loven skal afløse konventionen af 16. marts 1932 om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme.

Under udarbejdelsen af lovforslaget har der været enighed mellem de nordiske lande om, at der bør ske en væsentlig udvidelse i kredsen af afgørelser og forlig, der kan være grundlag for anerkendelse og fuldbyrdelse i de respektive lande. For Danmarks vedkommende er den vigtigste udvidelse, at de danske udenretlige forlig kan fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande. Endvidere kan afgørelser, der er truffet i et af de andre nordiske lande om forældremyndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal udleveres, som hovedregel fuldbyrdes her i landet, hvis afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse i det land, hvor den er truffet. Dette gælder, uanset om afgørelsen har opnået retskraft."

Ved 1. behandling fik forslaget bred tilslutning fra samtlige partiers ordførere.

Retsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning over lovforslaget før udskrivningen af folketingsvalg.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Nathalie Lind (V), Mogens Tange (FP), Aase Olesen (RV), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Hagen Hagensen (KF), Tove Jørgensen (DKP) og Litten Hansen (VS)