L 138 Forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter.

(Midlertidige regler om lån til opretnings- og brandsikringsarbejder).

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Forslaget indeholder en midlertidig lempelse i adgangen til at lade opretnings- og brandsikringsarbejder finansiere via realkreditten.

Som det er nu efter ændringen af realkreditloven i august 1976, hvor bl. a. de gunstigere regler for belåning af boligejendommene genindførtes med midlertidig gyldighed, er det stadig et vilkår for at få lån efter de gunstige regler, at investeringen udgør mindst 10 pct. af bygningsværdien inden forbedringens gennemførelse.

Det er denne mindstegrænse, der bl. a. foreslås fjernet for at lette finansieringsadgangen også for mindre opretnings- og brandsikringsarbejder, som gennemføres i det ældre private og almennyttige udlejningsbyggeri, og som påbegyndes i perioden 1. december 1976 til 31. marts 1979.

Udgifterne til opretnings- og brandsikringsarbejder skal efter forslaget kunne finansieres fuldt ud med den begrænsning, at de årlige ydelser på lånet skal kunne dækkes af et beløb svarende til 1 pct. af ejendommens værdi ved 15. alm. vurdering.

Realkreditlånet skal endvidere have sikkerhed inden for en lånegrænse på 75 pct., og amortisationstiden kan højst andrage 20 år.

For private udlejningsejendomme i kommuner med huslejeregulering skal forslaget ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene (se nærmest foranstående sag). Lovforslagene blev behandlet sammen.

Det fremgår i øvrigt af de bemærkninger, som boligministeren fremsatte ved fremsættelsen, at lovforslagene havde et dobbelt sigte, idet de dels skal medvirke til at fremme aktiviteten og dermed beskæftigelsen inden for byggesektoren og dels forbedre finansieringsmulighederne til brandsikringsforanstaltninger.

Lovforslaget, der fik en positiv modtagelse ved 1. behandling, nåede ikke at blive færdigbehandlet i boligudvalget, forinden nyvalg til folketinget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Johan Philipsen (V), Kirsten Jacobsen (FP), Ingomar Petersen (RV), Lone Dybkjær (RV), Henning Philipsen (SF), Poul Schlüter (KF) og Kaj Hansen (DKP)