L 68 Forslag til lov om folkeafstemning om kernekraftværker.

Samling: 1975-76
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til udvalget for forretningsordenen.

Lovforslaget indebar, at der:

„den 25. maj 1976 afholdes folkeafstemning, hvorved folketingsvælgerne får adgang til med „ja" eller „nej" at besvare spørgsmålet: „Skal der inden 1980 påbegyndes opførelse af kernekraftværker i Danmark?"".

Ved 1. behandling fandt forslaget ikke tilslutning hos partiernes ordførere. Ordførerne for SF og VS gik dog ind for, at spørgsmålet om atomkraft burde afgøres ved en folkeafstemning.

I udvalgets betænkning indstillede et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets og Danmarks kommunistiske partis medlemmer) forslaget til forkastelse ved 3. behandling. Fremskridtspartiets medlemmer indstillede til vedtagelse med ændring af datoen fra den 25. maj til den 26. oktober. Danmarks kommunistiske partis medlem indstillede til vedtagelse med afstemningstemaet ændret til:

„at tage stilling for og imod den bebudede lov om igangsættelse af atomkraftværker i Danmark."

Ved afstemningen ved 2. behandlingen var tinget ikke beslutningsdygtigt, og afstemningen blev derfor afbrudt og genoptaget den følgende dag. Ved 3. behandling forkastedes lovforslaget med 101 stemmer mod 21 (FP ogVS), 6 medlemmer (DKP) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), Knud Enggaard (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Hilmar Baunsgaard (RV), Morten Lange (SF), Oluf von Lowzow (KF), Bent Honoré (KrF), Ib Nørlund (DKP) og Erik Sigsgaard (VS)