Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Som lovens titel angiver, regulerer den de sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg m. v. Den indeholder således proceduremæssige forskrifter for behandling af de ansøgninger, der omfattes af loven, og kaldes ofte „procedureloven".

Idet der henvises til lovens tekst, til lovforslagets bemærkninger, og især til det energipolitiske udvalgs betænkning, der indeholder de 24 ændringsforslag med bemærkninger, som blev vedtaget ved lovforslagets 3. behandling i folketinget, skal lovens indhold gengives:

Lovens anvendelsesområde fremgår af § 1 således, at den omfatter alle anlæg og hertil knyttet virksomhed med henblik på den fredelige udnyttelse af atomenergien:

1) Nukleare reaktoranlæg samt andre anlæg, hvis funktion er betinget af anvendelsen af nukleart brændsel.

2) Anlæg til brydning, fremstilling, bearbejdning og opbevaring af nyt nukleart brændsel, samt anlæg til opbevaring og bearbejdning af bestrålet nukleart brændsel og andre radioaktive produkter, herunder affald, jfr. dog § 15, stk. 2.

3) Transport af nukleart brændsel og radioaktivt produkt, jfr. dog § 15, stk. 2.

I modsætning til 1962-loven om nukleare anlæg, der alene omhandler tilladelse til bygning og drift af atomanlæg, fastslår § 2, at også placering, hvilket vil sige anvendelse af et geografisk område med henblik på opførelse af et af loven omfattet anlæg, kræver særskilt tilladelse. Det samme gælder de transporter, der er nævnt i § 1, nr. 3. Af stk. 2 og 3 fremgår det for alle tilladelser fælles grundprincip, at disse kun vil blive givet, når hensynet til sikkerheden og andre væsentlige almene interesser er tilgodeset. Specielt i stk. 3 understreges betydningen af, at ved opførelse og drift af atomkraftanlæg skal sikkerhedshensynene prioriteres meget højt.

Af lovens § 3 fremgår det hovedsynspunkt, at folketinget skal give sin tilslutning til en ansøgt placering af et nukleart reaktoranlæg, anlæg til opbevaring og bearbejdning af bestrålet nukleart brændsel og af radioaktive affaldsprodukter. Denne tilslutning meddeles ved en folketingsbeslutning efter indstilling fra miljøministeren på grundlag af forhandling med handelsministeren. Stk. 1 sikrer, at de berørte lokale myndigheder får lejlighed til at udtale sig om de sikkerhedsmæssige og miljømæssige spørgsmål i forbindelse med en ansøgt placering, idet den udtrykkeligt fastsætter, at miljøministeren forud for fremsættelsen af forslag til folketingsbeslutning skal indhente udtalelser om den ansøgte placering fra de amtsråd og kommunalbestyrelser, der vil blive berørt af tilladelsen. Ligeledes skal ministeren give folketinget oplysning om, i hvilket omfang det i medfør af § 14, stk. 2, vil være nødvendigt at fravige reglerne i planlægningslovgivningen m. v., ligesom der skal gives oplysning om, i hvilket omfang det vil være nødvendigt at benytte bestemmelsen i § 14, stk. 3, til ophævelse af beslutninger, der allerede måtte være truffet i medfør af denne lovgivning, se i øvrigt omtalen nedenfor af § 14.

Derimod meddeles tilladelse til bygning og drift af et nukleart reaktoranlæg og af anlæg til opbevaring og bearbejdning af bestrålet nukleart brændsel og af radioaktive affaldsprodukter og tilladelse til placering, bygning og drift af de i § 1 nævnte øvrige anlæg af miljøministeren efter forudgående forhandling med vedkommende folketingsudvalg. Denne bestemmelse forudsætter, at miljøministeren underretter vedkommende folketingsudvalg om alle væsentlige forhold af sikkerhedsmæssig og miljømæssig karakter, lovens § 3, stk. 3.

Ifølge stk. 5 giver miljøministeren tilladelse til gennemførelse af de i § 1 nævnte transporter.

Samtlige tilladelser meddeles på grundlag af indstilling fra miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen (stk. 4).

Loven udtrykker det princip, at miljøministeren er ansvarlig såvel for de sikkerhedsmæssige og de miljømæssige vurderinger, som indgår i beslutningsprocessen vedrørende indførelse af atomkraft, som for tilsyn og kontrol med atomanlæg m. v. Heri bistås ministeren af miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen. Lovens §§ 4, 5, 6, 7, 9 og især 11, 12 og 13 beskriver disse forhold.

Miljøstyrelsen skal i forbindelse med nukleare sikkerhedsspørgsmål varetage samme funktion over for ministeren, folketinget og andre myndigheder og offentligheden, som styrelsen hidtil har varetaget i forbindelse med forureningsbekæmpelsen.

Det vil således være miljøstyrelsens opgave at rådgive ministeriet og andre myndigheder i spørgsmål vedrørende nukleare sikkerhedsforhold, ligesom det vil være miljøstyrelsens opgave at orientere offentligheden og myndighederne om vurderinger af sikkerhedbspørgsmål i forbindelse med anvendelse af atomkraft, lovens § 14, stk. 7.

Det særligt teknisk sagkyndige organ, der skal bistå miljøstyrelsen med disse opgaver og udøve tilsyn med overholdelse af kravene vedrørende den nukleare sikkerhed, er Tilsynet med nukleare anlæg, der ifølge lovens § 12 er en institution under miljøstyrelsen. Dette tilsyn var tidligere underlagt atomenergikommissionen, jfr. nedenfor om ressortomlægningen. §§ 12 og 13 angiver de væsentligste af de konkrete opgaver, tilsynet skal varetage i forbindelse med godkendelse, opførelse og drift af et nukleart anlæg, når der er truffet beslutning om anvendelse af atomkraft i landets energiforsyning.

Bestemmelsen i § 14 fastsætter nærmere regler for et nukleart reaktoranlægs forhold til de love vedrørende planlægningsmæssige, naturfredningsmæssige og miljømæssige forhold, der henhører under miljøministerens ressort, nemlig byplanloven, lov om kommuneplanlægning, lov om by- og landzoner, lov om lands- og regionplanlægning, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet, naturfredningsloven, miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven, skovlovgivningen og sandflugtsloven.

Ifølge § 15, stk. 1, berøres bestemmelserne i lov om elforsyning og lov om brug m. v. af radioaktive stoffer ikke af denne lov. Stk. 2 indeholder andre undtagelser. Stk. 1 medfører således, at tilladelse til placering af et anlæg i henhold til loven ikke kan gives en ansøger, der ikke har opnået eneretsbevilling til elproduktion med kernebrændsel som energikilde i henhold til lov om el-forsyning, se omtalen af denne lov under A.I. nr. 39.

Straffebestemmelserne findes i lovens §§ 16 og 17, hvortil henvises.

§ 18 lader tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsætte ved lov. Herved åbnes mulighed for i forbindelse med behandlingen af ikrafttrædelsesloven at få gennemført en principiel debat i folketinget om anvendelse af atomenergi i Danmark, ligesom der åbnes mulighed for at afholde folkeafstemning om dette spørgsmål, dersom 60 medlemmer af tinget begærer dette i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 42 (der henvises i denne forbindelse til omtalen af ikrafttrædelseslovforslaget under A.II. nr. 4).

Loven gælder ikke for Færøerne (§ 19, stk. 1). Den gælder heller ikke for Grønland (§ 19, stk. 2), men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Ifølge § 20 optages loven til revision i det femte folketingsår efter det folketingsår, hvori loven sættes i kraft.

Lovforslaget blev fremsat af undervisningsministeren i oktober 1975 som en uændret genfremsættelse af det i marts fremsatte forslag til lov om atomanlæg m. v., dog bortset fra den ændring, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes ved lov, jfr. ovenfor om begrundelsen herfor (martsforslaget er omtalt i Folketingsårbogen 1974-75, side 537).

Efter lovforslagets henvisning til det energipolitiske udvalg overførtes ved kongelig resolution af 28. januar 1976 med virkning fra 1. februar samme år lov om en atomenergikommission samt atomenergikommissionens forsøgsanlæg Risø til handelsministeriet, medens lov om nukleare anlæg (atomanlæg), herunder det hidtil under atomenergikommissionen hørende tilsyn med nukleare anlæg, overførtes til miljøministeriet.

Hovedformålet med den skete ressortændring var at samle de forretningsområder, der har et direkte energipolitisk sigte, i handelsministeriet. Samtidig ønskede man at etablere en klarere adskillelse mellem disse spørgsmål og de sikkerhedsmæssige spørgsmål vedrørende atomkraft. Dette skete ved, at de sidstnævnte blev udskilt og henlagt til miljøministeriet.

Miljøministeren var herefter ansvarlig for både de sikkerhedsmæssige og de miljømæssige vurderinger, som indgår i beslutningsprocessen vedrørende indførelse af atomkraft. Herudover var miljøministeren ansvarlig for tilsyn og kontrol med atomanlæg m. v.

Som en konsekvens heraf overtog miljøministeren forslaget til lov om atomanlæg m. v. Miljøministeren overtog derfor de beføjelser, lovforslaget tillagde undervisningsministeren. Det vil dog være handelsministeren, der som ansvarlig for energipolitikken fremsætter lovforslag om lovens ikrafttræden, når man ønsker folketingets stillingtagen til anvendelse af atomkraft i landets energiforsyning, jfr. lovforslagets § 14 og bemærkningerne hertil.

Ændringen må ses på baggrund af, at handelsministeren nu har landets samlede energipolitik under sit forretningsområde. Forudsætningen for, at miljøministeren iværksætter de undersøgelser og vurderinger, der skal ledsage indstillingen til folketinget om tilladelse til placering af et nukleart reaktoranlæg, må derfor være, at energipolitiske hensyn tilsiger opførelsen af et sådant anlæg.

Lovforslaget undergik adskillige ændringer under udvalgsarbejdet, dels på grund af ressortomlægningen, der bl. a. også medførte en titelændring, dels af andre grunde. Samtlige ændringsforslag med begrundelser fremgår af udvalgets betænkning. I denne understreger udvalget tillige, at der ikke ved indstillingen til lovforslaget er taget stilling til spørgsmålet om eventuel indførelse af atomkraft i Danmark.

Ved lovforslagets 3. behandling blev det vedtaget med 131 stemmer mod 9 (DKP, VS), 1 medlem (Patursson) stemte hverken for eller imod.