Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Efter lovforslaget kan medlemskab af sådanne organisationer og foreninger, hvortil medlemskab er af afgørende betydning for at opnå beskæftigelse, beklæde en stilling eller på anden måde udøve et erhverv, ingen sinde gennem kollektive overenskomster eller gennem overenskomst mellem organisation og virksomhed pålægges nogen som betingelse for beskæftigelse på eller ledelse af en dansk virksomhed.

Om baggrunden for lovforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

„Kristeligt folkeparti og det konservative folkeparti ønsker med nærværende lovforslag, der med enkelte ændringer er en genfremsættelse af et af kristeligt folkeparti i folketingsåret 1974-75, 2. samling, den 20. februar 1975 fremsat lovforslag (lovforslag nr. 50, se Folketingstidende 1974-75, 2. samling, forhandlingerne sp. 249 og 2668, tillæg A. sp. 1149), at hindre organisationstvang og desuden overlade til den enkeltes frie afgørelse, hvilken organisation han eller hun ønsker at være tilknyttet.

I forvejen er det ved højesteretsdom 1966 (se UfR. 1967.58) fastslået, at fagforeningstvang ikke må anvendes over for offentligt ansatte. Især inden for det sidste års tid har de socialistiske fagforbund forstærket deres pression over for virksomheder og lønmodtagere med anden fagpolitisk interesse. De store forbunds ledere har offentligt udtalt sig om muligheden for blokade med påfølgende økonomiske tab og afskedigelser på en måde, der må karakteriseres som direkte misbrug af en faglig monopolstilling."

For så vidt angår det i bemærkningerne omtalte lovforslag, kan henvises til Årbogen 1974-75, side 499 og 545.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om regler for organisationers og foreningers bidrag til partipolitisk virksomhed (af Voigt (FP) m. fl.) (se nærmest foranstående sag), forslag til lov om regler for organisationers og foreningers bidrag til politisk virksomhed (af Brøndsted (V) m. fl.) (se A.II. nr. 28), forslag til folketingsbeslutning om sikring af borgernes frie ret til arbejde og erhverv (af Nathalie Lind (V) m. fl.) (se B.II. nr. 1) samt forslag til lov om ændring af den borgerlige straffelov. (Ændring af bestemmelserne om forbrydelser mod den personlige frihed) (af Brusvang (CD) m. fl.) (se A.I1. nr. 59). Såvel arbejdsministeren som ordførerne fra S, SF, DKP og VS stillede sig afvisende over for lovforslaget, medens de øvrige partiers ordførere trods nogen sympati for de synspunkter, der lå til grund for lovforslaget, var betænkelige ved at gennemføre det i den foreliggende udformning. Enggaard (V) gav dog udtryk for, at de beslægtede opfattelser, der kom til udtryk i de foreliggende forslag, burde kunne udmøntes i resultater ved en fælles indsats.

Om den ved afslutningen af 1. behandling stedfundne afstemning om henvisning til udvalg henvises til omtalen i forbindelse med det nævnte forslag til lov om regler om organisationers og foreningers bidrag til partipolitisk virksomhed (af Voigt (FP) m. fl.).

I den af udvalget afgivne betænkning stillede et mindretal (Ninn- Hansen (KF) og Ritta Ahm (KrF)) ændringsforslag, der tilsigtede at lade den vedtagne lov træde i kraft den 1. marts 1977 — samtidig med påbegyndelsen af den kommende overenskomstperiode. Betænkningen indeholder herudover følgende indstillinger:

„Herefter indstiller et mindretal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og venstresocialisternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et andet mindretal (venstres medlemmer af udvalget) er enig i den principielle holdning, der ligger bag lovforslaget — at den enkelte borgers ret til arbejde må sikres uanset medlemskab af en organisation — men finder det ikke rigtigt på det foreliggende grundlag at vedtage en lov herom. Mindretallet henviser her til det af medlemmer af venstre fremsatte forslag til folketingsbeslutning om sikring af borgernes frie ret til arbejde og erhverv, hvorefter en lovgivning på dette område bør udarbejdes af regeringen efter forudgående forhandlinger med de berørte organisationer, således at hele problemkompleksets fulde omfang og konsekvenser kan klarlægges. Efter mindretallets opfattelse bør en lovgivning på dette område endvidere ikke være begrænset til fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, men også omfatte en række andre organisationstyper, f. eks. erhvervs- og brancheorganisationer.

Da der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til belysning af disse problemer, vil det ikke være rigtigt nu at lovgive herom. Under hensyn hertil og til, at de berørte organisationer bør have en rimelig frist til selv at bortforhandle indgåede eksklusivaftaler, kan mindretallet ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Et tredje mindretal (fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling ved 2. behandling.

Et fjerde mindretal (det konservative folkepartis og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) er i princippet enig med forslagsstillerne i, at eksklusivaftaler kan indeholde en uønsket begrænsning af erhvervsfriheden og derfor bør undgås i kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet.

Mindretallet finder imidlertid, at indholdet af sådanne kollektive overenskomster i almindelighed bør fastsættes af parterne selv uden lovgivningsmagtens indgriben, idet man forudsætter, at de retsprincipper, som et flertal i befolkningen og folketinget ønsker opretholdt, også respekteres af disse parter.

Kun hvis dette ikke er tilfældet, bør lovgivningsmagten gribe ind.

Mindretallet finder endvidere ikke, at udvalgsbehandlingen i tilstrækkeligt omfang har givet oplysning om problemets omfang. Der er endnu uafklarede spørgsmål om antallet og karakteren af indgåede eksklusivaftaler såvel inden for som uden for det af hovedaftalen dækkede område.

Herefter finder mindretallet ikke, at der på nuværende tidspunkt er fornødent grundlag for at træffe en beslutning som det fremsatte forslag."

Ved 2. behandling meddelte Glensgård (FP), at fremskridtspartiet agtede at stemme imod lovforslaget ved 3. behandling, medens Brusvang (CD) meddelte, at centrum-demokraterne agtede at undlade at stemme. Efter at det stillede ændringsforslag var blevet vedtaget uden afstemning, henvistes lovforslaget til fornyet behandling i udvalget efter anmodning fra Ninn-Hansen (KF).

Udvalget afgav ikke tillægsbetænkning over lovforslaget. Tingets 4 medlemmer af partiet centrum-demokraterne, der ikke er repræsenteret i arbejdsmarkedsudvalget, stillede dog til 3. behandling ændringsforslag, hvorefter lovforslaget indskrænkedes til alene at omfatte tilfælde, hvor flere organisationer repræsenterer lønmodtagere eller andre erhvervsudøvere. Kun i sådanne tilfælde skulle der ikke ved overenskomst kunne pålægges pligt til medlemskab af en bestemt organisation. Om ændringsforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

„Hvor der er flere konkurrerende organisationer, ønsker centrum-demokraterne ikke at give en bestemt organisation præference.

Centrum-demokraterne må derimod tage afstand fra den i lovforslaget anvendte formulering, der ses at fremme en tendens i retning af, at folk forbliver uorganiseret. En høj organisationsprocent på arbejdsmarkedet må anses for et gode."

Lovforslaget nåede ikke at komme til 3. behandling.