L 282 Forslag til lov om ophævelse af lov om prisdæmpning.

Af: Steen Folke (VS) , Kurt Hansen (VS) og Litten Hansen (VS)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Forslaget havde følgende indhold:

„§ 1. Lov nr. 33 af 7. februar 1976 om prisdæmpning ophæves.

§ 2. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende."

Om baggrunden for forslaget anføres følgende i bemærkningerne:

Den såkaldt „indkomstpolitiske løsning", som regeringen, socialdemokratiet og de borgerlige partier er enige om, indeholder som et centralt element ophævelse af den automatiske dyrtidsregulering. At dette er et led i bestræbelserne på at forringe lønarbejdernes realindkomst lader sig ikke bortforklare.

Septemberforligspartierne har for et halvt år siden vedtaget en såkaldt „lov om prisdæmpning", som omvendt forærer arbejdsgiverne et beløb, der svarer til en dyrtidsportion pr. ansat.

Forslagsstillerne er ikke modstandere af besparelser. Som alternativ til de sædvanlige asociale besparelser foreslår vi, at de resterende udbetalinger — for perioden august 1976-februar 1977 — efter „lov om prisdæmpning" ikke kommer til udbetaling eller modregning i virksomhedernes skatteindbetaling. Herved vil der kunne spares et beløb på ca. 790 mill. kr. (7/12 af 1.350 mill. kr.) i dette finansår (1976- 77).

Forslaget nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsårets udløb.