Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

De foreslåede ændringer i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. kan resumeres således:

1. Den laveste aldersgrænse, for så vidt angår retten til optagelse som nydende medlem af anerkendte arbejdsløshedskasser, foresloges ændret fra 17 år til „ud over den undervisningspligtige alder".

2. Dagpengenes størrelse foresloges fastsat for hvert kvartal.

3. Såvel det generelle som det specielle rnaksimum, for dagpengenes størrelse foresloges ophævet. Den generelle fastsættelse. af dagpengenes størrelse foresloges endvidere sat i relation til timefortjenesten for faglærte arbejdere inden for håndværk og industri i hovedstaden i stedet for i hele landet som efter de gældende regler.

4. Den ventetid som nydende medlem, der er afgørende for, om et medlem, der er overgået fra bidragydende til nydende medlemskab, kan medregne halvdelen af den tid, medlemmet har været bidragydende, foresloges nedsat fra 6 til 3 måneder som betingelse for ret til dagpenge.

5. Den særlige regel for nyudlærte i § 54, stk. 2, hvorefter dagpenge inden for det første år efter læretidens eller den erhvervsmæssige uddannelses afslutning højst kan udbetales med et beløb, som sammenlagt svarer til dagpenge for 180 dage (d. v. s. den såkaldte 180 dages-regel) foresloges ophævet.

6. Den såkaldte 26 ugers-regel i § 55, der navnlig indebærer, at retten til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år, foresloges ophævet.

7. Bestemmelsen i § 61, stk. 3, om, at der normalt skal lukkes for udbetaling af dagpenge til kassens (afdelingens) øvrige medlemmer, såfremt mindst 65 pct. af de medlemmer af en kasse eller en afdeling deraf er omfattet af en konflikt, foresloges ophævet.

8. De såkaldte vægringsbestemmelser i § 63 foresloges indskrænket til alene at omfatte medlemmer, der ikke er fyldt 60 år, som uden fyldestgørende grund vægrer sig ved at overtage passende arbejde, der anvises dem af arbejdsformidlingen eller af en kasse, der har tilladelse til at foretage privat arbejdsanvisning, og for hvilken lønnen ikke er lavere end den overenskomstmæssige.

9. Det foresloges endvidere, at såfremt et medlem ikke inden for de sidste 3 år har haft arbejde som lønmodtager i en tid, der sammenlagt svarer til fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger, skal kassen på ny iværksætte den undersøgelse af årsagen til ledigheden med henblik på, om medlemmet har behov for hjælp af behandlingsmæssig eller optræningsmæssig art for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, som det allerede efter den gældende bestemmelse i § 65, stk. 1, påhviler kassen at foretage, når et medlems ledighed inden for et år overstiger en bestemt grænse.

10. Minimumskravet for deltidsarbejde foresloges nedsat fra 15 til 10 timer.

Om baggrunden for lovforslaget hed det i de ledsagende bemærkninger:

„Lovforslaget svarer på en række punkter til de af socialistisk folkeparti henholdsvis den 20. november 1974 i folketingsåret 1974-75, 1. samling (lovforslag nr. 69, Folketingstidende 1974-75, 1. samling, forhandlingerne sp. 1769, tillæg A. sp. 1741) og den 20. februar 1975 i folketingsåret 1974-75, 2. samling (lovforslag nr. 61, Folketingstidende 1974-75, 2. samling, forhandlingerne sp. 251 og sp. 999, tillæg A. sp. 1213) fremsatte lovforslag.

Det vigtigste formål med disse to identiske lovforslag var at sikre fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, dog med et loft, der imidlertid er betydelig højere end det nuværende, og at gennemføre en række andre forbedringer i den gældende lovgivning. På sidstnævnte område er en del af de forslag, der rummedes i de to identiske lovforslag, imødekommet gennem en ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (lov nr. 236 af 12. juni 1975). Allerede derfor er der ikke tale om fuld identitet mellem nærværende lovforslag og de to lovforslag, socialistisk folkeparti fremsatte den 20. november 1974 og den 20. februar 1975.

Hertil kommer, at den økonomiske krises videre forløb og den fortsat yderst alvorlige arbejdsløshed rejser nye problemer. Mens det tidligere var en ganske ringe minoritet, der blev ramt af den gældende lovs § 55, må man nu forvente en stærk stigning i antallet af dem, der rammes. Derudover forrykker arbejdsløsheden balanceforholdet mellem arbejdsmarkedets parter på en sådan måde, at § 63 — som i forvejen var urimelig og „skæv" — kan få meget negative følger for lønmodtagersiden. Endelig er der andre urimeligheder i gældende lovgivning, som bør rettes.

På hele denne baggrund er der i nærværende lovforslag inddraget en række områder, som ikke blev berørt i de to tidligere lovforslag, der som omtalt blev fremsat af socialistisk folkeparti i 1. og 2. samling 1974-75.

Forslagsstillerne er vidende om, at arbejdsministeren har nedsat et udvalg til gennemgang af spørgsmål i forbindelse med den her berørte lovgivning, og at det er hensigten at fremsætte forslag på baggrund af udvalgets arbejde. Forslagsstillerne finder imidlertid dels, at de problemer, det her drejer sig om, er af hastende karakter, og dels, at de i nærværende forslag fremsatte tanker bør øve indflydelse på både udvalgets arbejde og lovgivningen. Derfor er lovforslaget fremsat trods det nedsatte udvalgs virksomhed. I øvrigt har forslagsstillerne mærket sig, at det i den betænkning, der blev afgivet af arbejdsmarkedsudvalget den 23. maj 1975, og hvori tre partier i deres mindretalsudtalelse tog initiativ til det af arbejdsministeren nu nedsatte udvalg, af disse tre partier bl.a. udtales: „Det forudsættes dog, at nødvendigt lovarbejde på dette område ikke undlades på grund af udvalgets arbejde.""

Ved 1. behandling, hvor lovforslaget behandledes sammen med forslag til folketingsbeslutning om bedre kår for de arbejdsledige, (se B. II. nr. 2), erklærede arbejdsministeren sig villig til at forhandle om enkeltheder i lovforslaget under udvalgsbehandlingen. Ministeren henviste i øvrigt til arbejdet i det af ham nedsatte udvalg om arbejdsløshedsforsikringen. Også ordførerne fra S, RV og KrF havde sympati for enkelte dele af lovforslaget, men stillede sig i hovedsagen — ligesom ordførerne fra V, FP og KF — afvisende. Derimod var ordførerne fra DKP og VS overvejende velvilligt indstillede over for lovforslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget. For så vidt angår udvalgets arbejde med den af lovforslaget omhandlede problematik kan dog henvises til årbogens omtale af lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Arbejdsløshedsforsikring for selvstændige erhvervsdrivende, nyuddannedes dagpengeret, dagpengeydelsens varighed, ferie m.v.) (se A. I. nr. 4).