L 275 Lov om begrænsning af udbytter og vederlag m.v.

Af: Handelsminister Erling Jensen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 414 af 20-08-1976
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven, der ligesom de to følgende erhvervslove var et led i regeringens økonomiske stabiliseringspolitik, har følgende indhold:

Loven begrænser for de kommende to år de udbytter og vederlag, herunder tantiemer, der kan udbetales til ledelsen i aktie- og anpartsselskaber m. v.

Således kan der ifølge lovens § 1 ikke udbetales et større beløb til udbytte i aktie- og anpartsselskaber for de kommende 2 år end det, der i gennemsnit er blevet udbetalt i de sidste tre år. Alternativt vil der som tidligere kunne udbetales et udbytte på indtil 5 pct. af selskabets egenkapital eller indtil 6 pct. af den indbetalte aktie- eller indskudskapital.

Ifølge lovens § 2 finder den i § 1 omhandlede udbytte-begrænsning tilsvarende anvendelse på andre erhvervsdrivende selskaber og foreninger med begrænset ansvar, når der findes en garantikapital eller lignende ansvarlig kapital.

Efter tilsvarende principper begrænses vederlag og tantiemer, således at der for de kommende 2 år ikke må anvendes et større beløb til de enkelte medlemmer af ledelsen i aktie- og anpartsselskaber m. v. end de beløb, som den pågældende eller hans forgænger enten har oppebåret året før eller i gennemsnit, har oppebåret i de sidste tre år. Der kan dog altid udbetales et årligt beløb på indtil 5.000 kr. til hvert medlem af ledelsen, lovens § 3.

Lovens § 4 bestemmer, hvorledes sammenlignelige beregningsgrundlag skal udfindes, og § 5 bestemmer, hvorledes begrænsningsperioden skal fastsættes for de selskaber, der måtte have afvigende regnskabsår.

§ 6 indeholder kontrolbestemmelserne og § 7 sanktionsbestemmelser.

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lovforslaget kom til 1. behandling samtidig med de øvrige lovforslag, der var led i aftalen af 16. august 1976 mellem socialdemokratiet, det radikale venstre, kristeligt folkeparti og centrum-demokraterne om den økonomiske politik i den kommende 2-årige overenskomstperiode. Se herom folketingsbeslutning om indkomstpolitik under B. I. nr. 15.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 92 stemmer mod 36 (KF, FP og VS); 50 medlemmer (V, DKP og Bay) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Poul Hartling (V), Mogens Glistrup (FP), Per Gudme (RV), Gert Petersen (SF), Jens Møller (KrF), Poul Schlüter (KF), Knud Jespersen (DKP), René Brusvang (CD), Preben Wilhjelm (VS) og Hans Jørgen Lembourn (UFG)