L 274 Lov om statstilskud til energibesparende foranstaltninger vedrørende bygninger.

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 423 af 25-08-1976
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Loven er et led i de foranstaltninger, som efter regeringens energiplan findes påkrævet til gennemførelse af energibesparelse.

Ifølge loven bibeholdes i hovedsagen samme tilskudsregler, som er fastsat i de nugældende love om tilskud til isolering m. v. af beboelsesejendomme og til energibesparende foranstaltninger i erhvervsejendomme, dog med visse ændringer, hvoraf følgende skal fremhæves:

Under ordningen medtages også bygninger, som er taget i brug i 1963 og 1964. Endvidere medtages en del bygninger, som nu er udelukket fra støtte, herunder kollegier og bygninger, som anvendes af foreninger og velgørende institutioner, samt en række andre bygninger, som ikke anvendes til erhvervsmæssige formål. Herunder falder bl. a. menighedshuse og højskoler. Dog gives der ikke tilskud til arbejder, som udføres i bygninger, der ejes eller benyttes af staten, amtskommunerne og kommunerne, eller som benyttes af institutioner, der helt eller overvejende drives med offentlig støtte.

Til erhvervsbyggeri, hvor tilskuddet er skattepligtigt for modtageren, forhøjes tilskudsprocenten fra 25 pct. til 40 pct. og den maksimale støtte fra 50.000 kr. til 100.000 kr.

Vedr. 1. behandling se folketingsbeslutning om indkomstpolitik for årene 1977-78 og 1978-79 under B.I. nr. 15).

Ved 2. behandling behandledes lovforslaget sammen med forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter. (Midlertidig udvidet adgang til realkreditbelåning) (se A.I. nr. 13).

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 109 stemmer mod 65 (V og FP); 4 medlemmer (VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), Johan Philipsen (V), Kirsten Jacobsen (FP), Henning Philipsen (SF), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)