L 249 Lov om ændring af lov om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde.

Af: Indenrigsminister Egon Jensen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 289 af 10-06-1976
Efter 1. behandling henvist til forsvarsudvalget.

Ved loven, der er trådt i kraft ved bekendtgørelsen med virkning fra den 1. april 1976, er gennemført følgende:

De civile værnepligtiges aflønning og andre ydelser fastsættes af indenrigsministeren med tilslutning af folketingets finansudvalg. Det har hidtil i loven været fastsat, at de i så henseende var ligestillet med hærens værnepligtige.

Tjenestetiden nedsættes til 11 måneder, eventuelt gradvis efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse.

Endelig er der fastsat ændrede regler med hensyn til frister for fritagelsesansøgning og med hensyn til ansøgning om overførelse til militærtjeneste.

I bemærkningerne til lovforslaget og i den skriftlige fremsættelse er der nærmere redegjort for, at baggrunden for de to førstnævnte ændringer er den gradvise indførelse af en værnepligtsløn, som er besluttet administrativt. Det fremgår af bemærkningerne m. v., at en fortsat sammenkædning af lønnen til civile værnepligtige og værnepligtige i hæren ikke lader sig praktisere, idet de førstnævnte i så fald økonomisk ville blive stillet på samme måde som ved beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked. Man har derfor foretrukket at tilgodese de civile værnepligtige ved en nedsættelse af tjenestetidens længde.

I udvalgets betænkning blev der af mindretal stillet følgende ændringsforslag, som blev forkastet:

1. Fastholdelse af sammenkædningen mellem lønnen m. v. for hærens værnepligtige og de civile værnepligtige (af SFs og DKPs medlemmer af udvalget).

2. Undladelse af at nedsætte tjenestetiden (af KFs medlem af udvalget).

3. Nedsættelse af tjenestetiden til 10 måneder (af RVs medlem af udvalget og Glistrup (FP)).

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 116 stemmer mod 39 (RV, SF, VS og DKP), medens 6 (KrF og Berglund (Grønl.) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), Arne Christiansen (V), John Arentoft (FP), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Kurt Brauer (SF), Poul H. Møller (KrF), Poul Schlüter (KF), Villy Fuglsang (DKP), Lars Abel (CD) og Litten Hansen (VS)