Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.
Hovedpunkterne i loven, der trådte i kraft den 1. juli 1976, kan sammenfattes således:
1. Indførelse af en arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende efter principielt samme retningslinjer som dem, der gælder for lønmodtagere. Det kan dog nævnes, at retten til dagpenge først opnås efter 1 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende i modsætning til allerede efter 6 måneder, som det er tilfældet for lønmodtagere. Ordningen udelukker oprettelse af „blandede" kasser, d.v.s. kasser, der optager såvel lønmodtagere som selvstændige.
2. Ophævelse af den såkaldte 180 dages regel (§ 54, stk. 2), der indebar, at dagpenge inden for det første år efter læretidens eller den erhvervsmæssige uddannelses afslutning højst kunne udbetales med et beløb, der svarede til dagpenge for 180 dage. Samtidig hermed indsattes en bestemmelse om, at der efter en overgangsperiode til nyuddannede, der ikke forud for ledigheden har haft uafbrudt beskæftigelse i mindst 13 uger, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 9/10 af den mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer aftalte mindste arbejdsfortjeneste inden for normallønsområdet. Efter den hidtidigt gældende praksis fastsattes dagpengene til nyuddannede som 9/10 af mindste overenskomstmæssige løn for nyuddannede inden for vedkommende faglige område.
3. Lempelse af den såkaldte 26 ugers regel, der navnlig indebærer, at retten til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har været beskæftiget som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende i en tid, som sammenlagt svarer til fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år, således, at 3 års perioden som en midlertidig ordning indtil 1. januar 1978 udvides til 4: år.
4. Der åbnes mulighed for, at en ledig i en ferie kan undlade at holde den kontakt med arbejdsformidlingen, som ellers er en betingelse for at få udbetalt dagpenge.
Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale bl. a., at forslaget kunne ses som led i det forlig, der i maj 1975 blev indgået i forbindelse med nogle forbedringer af arbejdsløshedsforsikringen, reguleringen af dagpengene, adgangen for unge til forsikringen og halvering af ventetiden for nye medlemmer.
Ministeren havde ved den lejlighed givet tilsagn om at gennemføre et udvalgsarbejde om en række problemer og herunder forlods behandle de af lovforslaget omfattede spørgsmål samt spørgsmålet om forbedring af forholdene for værnepligtige, der hjemsendes uden at kunne få arbejde. På grund af overvejelser om indførelse af værnepligtsløn havde det ikke været muligt at få dette punkt med i lovforslaget.
Ved 1. behandling fik lovforslaget en overvejende velvillig modtagelse af ordførerne fra S, V, RV, SF, KF, KrF, DKP og CD, om end flere af disse forholdt sig kritisk over for enkeltheder i lovforslaget. Derimod kunne ordførerne for FP og VS ikke tilslutte sig lovforslaget. Kurt Hansen (VS) erkendte dog, at lovforslaget indeholdt forbedringer.
I den af udvalget afgivne betænkning indeholdes flere bidrag til forståelse af lovforslagets rækkevidde m. m. samt en omtale af det videre arbejde med forskellige spørgsmål vedrørende arbejdsløshedsforsikringen i det af ministeren nedsatte udvalg, hvorom må henvises til betænkningen. Det kan dog nævnes, at betænkningen bl. a. oplyser, at arbejdsministeren under drøftelserne vedrørende den personkreds, der omfattes af begrebet selvstændige erhvervsdrivende, gav udtryk for, at han var enig i det synspunkt, fremsat i redegørelsen fra udvalget vedrørende arbejdsløshedsforsikringen, at medhjælpende ægtefæller til selvstændige erhvervsdrivende selv kan karakteriseres som selvstændige, og at der må skabes mulighed for, at de kan forsikre sig imod ledighed i forbindelse med ophør af den fælles virksomhed.
Udvalget lægger endvidere i betænkningen vægt på, at en lempelse af den såkaldte 26 ugers regel må være sekundær i forhold til en forbedring af beskæftigelsesmulighederne. Arbejdsministeren oplyste i den forbindelse over for udvalget, at han ville søge yderligere midler til beskæftigelsesarbejder, og at han på ny ville indskærpe arbejdsformidlingskontorerne og arbejdsmarkedsnævnene, at der skal gives langvarigt ledige fortrin ved anvisning af arbejde, specielt når det drejer sig om beskæftigelsesarbejder med statstilskud.
Endvidere stillede arbejdsministeren en række ændringsforslag, dels af redaktionel, justerende karakter, dels i tilknytning til afskaffelsen af den såkaldte 180 dages-regel, idet det foresloges, at der efter en overgangsperiode skulle indføres en ensartet dagpengesats for nyuddannede. Der blev endvidere af en række mindretal stillet ændringsforslag, hvorom må henvises til betænkningen.
Lovforslaget blev af et mindretal (socialdemokratiets, det radikale venstres og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) indstillet til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag. Herudover indstillede 2 andre mindretal (henholdsvis venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren samt de af mindretallene stillede ændringsforslag, medens 2 yderligere mindretal (henholdsvis socialistisk folkepartis og venstresocialisternes medlem af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren af redaktionel, justerende karakter samt de af disse mindretal stillede ændringsforslag. Endelig indstillede fremskridtspartiets medlemmer af udvalget lovforslaget til forhastelse ved 3. behandling. Flere af de nævnte mindretal ledsagede deres indstillinger med udtalelser, hvorom må henvises til betænkningen.
Efter at de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og de af en række mindretal stillede ændringsforslag forkastet ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 135 stemmer mod 24 (FP), medens 4 medlemmer (VS) hverken stemte for eller imod.