L 235 Lov om ændring af lov om folkepension.

(Forhøjelse af grundbeløb m.v.).

Af: Socialminister Eva Gredal ()
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 219 af 28-04-1976
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Loven må ses i sammenhæng med følgende andre love, som er gennemført samtidig: lov om ændring af lov om invalidepension m.v. (Forhøjelse af ydelser), lov om ændring af lov om pension til enker m.fl. (Forhøjelse af grundbeløb m.v.) og lov om ændring af lov om social bistand. (Forhøjelse af ydelser), (se de nærmest følgende sager).

Ved disse love er pensionernes grundbeløb, hustru-, ægteskabs-, pensionstillæg og beløbet til personlige fornødenheder til pensionister på plejehjem og alderdomshjem samt invaliditetsbeløb og bistands- og plejetillæg forhøjet med udgangspunkt i de lønforbedringer, som aftaltes på arbejdsmarkedet i foråret 1975, dækkende en toårsperiode. Forhøjelserne er sket med virkning fra 1. april 1976. Til belysning af forhøjelsens størrelse skal kun anføres, at folkepensionens grundbeløb ved pristal 100 forhøjes med 336 kr. årlig for pensionister, hvis ægtefælle modtager pension, fra 11.184 kr. til 11.520 kr., hvilket pr. 1. april 1976 med pristal 109 vil sige til 12.552 kr. årligt. Med hensyn til de øvrige forhøjelsers størrelse henvises til bemærkningerne til lovforslagene, der findes i tillæg A som anført oven- og nedenfor.

Herudover er der med virkning fra 1. januar 1977 gennemført en forhøjelse af pensionen til samgifte pensionister og pensionister med hustrutillæg, hvorved der rettes op på den forringelse af pensionen i forhold til enliges pensioner, som har udviklet sig p.g.a. beskatningen. Forhøjelsen af grundbeløbet andrager (ved pristal 100) 584 kr. årligt.

I betænkningen stillede et mindretal (venstres medlemmer af udvalget) ændringsforslag til lovforslagene vedrørende ændring af folkepensionsloven og invalidepensionsloven, således at forhøjelsen af ægtefællepensionerne m. v. blev udskudt fra den 1. januar 1977 til den 1. april samme år. Til de samme lovforslag stillede et andet mindretal (socialistisk folkepartis og Danmarks kommunistiske partis medlemmer af udvalget) ændringsforslag, hvorefter også de nævnte forbedringer blev givet med virkning fra den 1. april 1976. Begge sæt ændringsforslag blev forkastet.

I betænkningen gav fremskridtspartiets medlemmer af udvalget endvidere udtryk for ønske om endnu større forhøjelse af folkepensionen. Endvidere indstillede man lovforslagene om ændring af invalidepensionsloven og enkepensionsloven til forkastelse, idet man henviste til partiets ønske om en i princippet anden lovgivning på disse områder.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 119 stemmer.
Partiernes ordførere
Kr. Albertsen (S), Peter Holst (V), Jørgen Junior (FP), Gunner Baunsgaard (RV), Ebba Strange (SF), Inge Krogh (KrF), Karen Thurøe Hansen (KF), Hanne Reintoft (DKP) og Christian Arnfast (CD)